Dansk indiefilm vokser. Flere distributionsselskaber får øje på filmene, så de kommer ud i bredere distribution, mens en række film også af samme årsag har rettet sig mod det udenlandske – herunder primært det amerikanske – marked. Det gælder også Emil Ishiis film Rovdrift, som har været længe undervejs. De fleste optagelser til filmen blev foretaget i 2006, men først nu er den blevet færdig til dansk udgivelse. Instruktør Ishii har været præget af forskellige uheld, som har gjort, at han ikke har fået filmen gjort færdig før nu, men selvom filmen har sin egen charmerende forkærlighed for en lang række forlæg, så er det desværre en af de mindre vellykkede danske indiefilm.

Den handler om den melankolske Laura, der står op en eftermiddag, hvor hun hellere skulle være blevet i sengen. Hun har arbejde på en natklub, men først efter arbejde får hun – om jeg så må sige – for alvor noget at lave. Ikke nok med at hun virker til at have et mindre godt forhold til sin kæreste og en ligeså problematisk kontakt til sin fordrukne mor, der ikke gør hendes dag mindre humørforladt. Efter arbejdsnatten overfaldes hun på toilettet af en besynderlig fyr, hun dog hurtigt vrister af sig. På vejen hjem kigger hun sig paranoidt over skulderen, indtil hun fanger en taxi – som hun aldrig skulle have sat sig ind i. Chaufføren viser sig at være en psykopat midt i et hævntogt og en blodrus, som skal vise sig at blive særdeles blodigt.

Filmen starter faktisk ganske fornuftig og får fint etableret den melankolske stemning omkring Laura. En langsom klippestil og en klaustrofobisk kameraføring redder dette pænt hjem. Det ændrer sig dog ikke, da hun bliver kidnappet af den blodtørstige taxichauffør, hvor denne stil videreføres. Det giver på den ene side udmærket mening at fastholde klaustrofobien, fordi vi følger Laura, der jo er fanget i en bil. Tålmodigheden slipper desværre op undervejs, fordi chaufføren – hvilket, ifølge ekstramaterialet, var et dogme fra starten – intet siger. Derfor skal Lauras trygl om frigivelse og chaufførens ansigtsudtryk alene bære scenerne – og det gør de ikke.

Hovedrollerne spilles af Camilla Metelmann, der havde en mindre rolle i Kunsten at græde i kor, og Kim Sønderholm, som er en kendt skikkelse i indiemiljøet. Metelmann gør det i noget grad anstændigt med det sparsomme materiale, hun får leveret, men et manuskript med for mange gentagelser af den samme bøn bliver lidt træg i længden. Kim Sønderholm er dog den mindst overbevisende, og det er særligt hans forsøg på at finde djævelen inkarneret, der mislykkes. Skuespillet bliver stift og utilfredsstillende set i lyset af, at det er chaufføren, der alene skal bære filmens horroreffekt. Filmen søger en genre i stil med klassikere som Friday the 13th og Halloween, der netop kan bære en central, psykopatisk rolle.

Der er dog en vis charme ved denne type film af to årsager. For det første er indiemiljøet i Danmark efterhånden mere og mere etableret, og selvom det er første gang, vi ser noget fra Emil Ishii, bærer filmen præg af den samme opfindsomhed, der bærer mange af de andre film fra miljøet – filmen når dog ikke hverken Brutal Incasso eller Krokodillerne i standard. Filmens tema peger også mere i retningen af Kim Sønderholms egen thriller Craig, som er indspillet cirka samtidigt – og den er også mindre vellykket. Den anden årsag er genrens tiltrækning: Slasherfilmen er en attraktiv formel at bevæge sig ind i, fordi det aldrig går helt galt. Men af samme årsag er der også langt dertil, hvor det bliver rigtig godt.

Samlet set er Rovdrift derfor et udtryk for, at genrefilmen efterhånden er blevet (gen)født på dansk grund: Det er i hvert fald den hidtil eneste danske slasher (mens vi venter på Final Solution), og det bør den i sig selv krediteres for.