I 2005 tog en opsigtsvækkende og forfærdelig sag sin begyndelse. Det kom her frem, at to små piger var blevet misbrugt og udlånt af en far, der tilsyneladende ikke gjorde det for økonomisk vinding. Han fik honorarer i form af småpenge og naturalier, men lod i sig selv blot andre misbruge døtrene. Langsomt viste sagen sit omfang, og efterhånden blev et netværk af misbrug trevlet op – det lille landsbysamfund lige uden for Tønder viste sig at gemme på ubegribelige hemmeligheder. Hemmeligheder, man ikke skulle tro kunne fortælles. Alligevel er der nu lavet en film inspireret af Tøndersagen. Den hedder Himlen falder – og falder lidt ved det projekt, den sætter sig for.

I udgangspunktet virker idéen ganske god: Grusomheder som incest og misbrug er før skildret på fornuftig vis, så den skæve absurditet, som melder sig i mødet med forbrydelserne, fremstår nærmest klarere, end vi ellers selv kunne opfatte. David Lynch har formået at fortælle denne historie i Fire Walk With Me. Det kan med andre ord lade sig gøre at fortælle det ufortællelige – i dette tilfælde nærmest med en fortælling, der opløser sig selv, som livet hos offeret også finder sig selv i ultimativ opløsning. Himlen falder tangerer i nogle enkelte sekvenser oplevelser af det absurde, så det skildrede fremstår klart, men den træder desværre ud på et overdrev, der i den sidste ende resulterer i unødvendig utroværdighed.

Filmen handler om Sara, der lever i indædt druk og selvforagt. Hun opsøges at sin plejemor, som hun ikke har set længe – hun fortæller, at Saras mor er død. Derfor vælger Sara at tage til sin hjemegn, hvor hun – uden at klarlægge, hvem hun er – bevæger sig rundt i den familie- og vennekreds, som hun forlod for sytten år siden. Hun er ikke siden set sin familie. Hun finder sin bror, som hun begynder at gøre sig bekendt med, og indlogerer sig på et nærliggende bosted. Vi ved på dette tidspunkt ikke, hvorfor hun holder sig på afstand af sin biologiske familie, men vi aner selvfølgelig, at der er noget helt, helt galt.

Det er derfor nærmest filmens lod, at der på forsiden står ”Inspireret af Tøndersagen”, fordi det afkræver en helt bestemt fortolkning af Saras oplevelser tilbage på sin hjemegn. Selvom fortællingens opbygning lægger op til, at vi skal indfinde os i en uvished om Saras fortid, så giver denne notits – der selvfølgelig skal sælge filmen – desværre filmen væk. Vi kender derfor på forhånd til Saras uvisse fortidsskæbne, fordi vi kender til en sag, der fik enorm medieomtale på grund af sin opsigtsvækkende karakter. Filmen er dog ikke en filmatisering af den reelle sag. Sara er midt i tyverne, da hun vender tilbage med sin oplevelser på tidsmæssig distance – men emotionelt er de grusomt præsente.

Filmen er faktisk i nuancer ganske veltilrettelagt. Den er filmet i en stil, der skaber usikkerhed om det, vi ser. Kameraet er oftest placeret skævt i forhold til de skildrede, og klipperytmen og beskæringen er nærgående, så oplevelser af de uudsigelige begivenheder fremstår så slemme, som de er. Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der spiller Sara, fungerer godt i rollen som den belastede kvinde, der ikke har distanceret sig fra sin fars misbrug. Desværre virker flere af birollerne svage, bortset fra Dick Kaysø, som fint fremstår elementært tvetydig i rollen som Saras far. De stærkeste scener er – udover nærgående småportrætter af Saras sindstemning – da også scenerne med Sara og sin far.

Var filmens fortælling blot stoppet her, ville den formentlig have fungeret ret godt. Skildringen af misbrug og behandlingen af Saras gensyn med sin hjemegn fungerer gennemgående veltilrettelagt og gribende. Men udover disse passager, der er de dominerende, supplerer filmen med fortællingerne om for det første Saras bror, der er rodet ind i nogle problemer med nogle lokale bøller. Det giver selvfølgelig mulighed for at indføre nogle mere dramatiske slagsmålscener. Men ud over dette er broderens karakter belastet af at være den lille bys nynazistiske demagog, der har samlet overraskende mange tilhørere til sin ekstremisme. Det er ikke alene utroværdigt, men det er også fuldstændig overflødigt, fordi det ikke er et spor, som får indvirkning på den resterende del af fortællingen. Det medvirker kun til at gøre den lille landsby til et overdetermineret ondt sted.

Filmen er tilmed anlagt som et større projekt, der for det første skal medvirke til at modvirke lignende hændelser – hver gang et eksemplar af filmen sælges, går der 25 kroner til Red Barnet. Det er i sig selv selvfølgeligt agtværdigt. Men for det andet lægger dvd-udgaven og filmens hjemmeside (www.himlenfalder.dk) samtidig op til at beskæftige sig med den reelle sag, også som undervisningsmateriale. Og med fingrene på den måde dybt begravet i virkelighedens realiteter, er det en skam, at filmen kammer sådan over i sin fremhævelse af det banalt onde. Handlingerne, som faderen foretager, er i sig selv forfærdelige nok til at kunne stå for sig selv.

Derfor er grundlaget for at fortælle om Tøndersagens grusomheder selvfølgelig oplagt, fordi der er en nødvendig fortælling gemt heri. Det forvaltes bare ubehændigt i Himlen falder, der momentvis viser, hvordan sagen kan behandles, men samlet set får skruet alt for meget op for ondskaben på et lille sted. Det er den afghansk fødte Manyar I. Parwanis spillefilmsdebut som såvel instruktør som manuskriptforfatter, hvilket er lidt synd, for den viser, at hun i høj grad har evner til at instruere et tilrettelagt materiale, men Himlen falder mangler ganske simpelt et par kritiske og måske selvkritiske kommentarer til et halvskidt manuskript. Parwani har i høj grad fat i en særlig måde at lave film på, og forhåbentlig finder hun næste gang en fortælling, der passer til en meget selvstændig stil.