Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Mother of Tears (98 min.) / Midget Entertainment
Anmeldt 28/9 2009, 20:20 af Kim Toft Hansen

Sidste kapitel om mor(d)


Sidste kapitel om mor(d)

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den italienske kultinstruktør Dario Argento skabte i 1977 en ny stil inden for den blodige, stemningsbetonede horrorfilm med Susperia. Med sin egensindige farvekomposition, sirlige narrative opbygning og ikke mindst Claudio Simonettis eminente score sammensatte filmen en stil, som i eftertiden inspirerede til utallige horrorfilm. Tre år senere fortsatte Argento temaet fra Susperia i Inferno¸ der ikke lever op til den foregående film, men alligevel på ingen måde skuffer den inkarnerede Argento-fan. I 1984 rygtedes det, at Argento og holdet var klar med manuskriptet til den tredje og sidste del af denne såkaldte trilogi om de tre mødre. Alligevel har vi måttet vente til sidste år, hvor den endelig havde premiere. Tredje og sidste del Mother of Tears er netop (endelig) udkommet på dansk dvd.

Trilogien bygger meget løseligt på den kontroversielle essayist Thomas de Quinceys Susperia de profundis fra 1845, som bedst er karakteriseret som en slags essayistisk fantasy. Fra hovedtitlen har Argento også taget titlen til første film i trilogien. Et fragment i denne udgivelse handler om Levana, den romerske gudinde for nyfødte børn, som i de Quinceys fantaseren udstyres med tre beginer. Hos de Quincey er de modsætningen til de tre gratier, nemlig de tre sorger: suk, mørke og tårer. De tre sorger bliver hos Argento til en afsøgning af horrorens potentiale udi heksemytologier, og Mother of Tears er således den sidste del om tårernes heks.

Den handler om Sarah Mandy (spillet af Argentos datter Asia Argento), der arbejder med restaurering af kunst på et kunstmuseum i Rom. Her modtager de en urne fra en gammel grav, som en præst har sendt til museumsdirektøren. Sarah og hendes kollega kan dog ikke dy sig for at kigge i urnen, der viser sig at indeholde tre figurer, en middelalderdolk og en talisman. Mens Sarah henter ordbøger, så de kan oversætte tegnene på talismanen, mumler kollegaen de tre navne, der står på figurerne. Som ud af intet viser der sig nu tre kutteklædte, krumbøjede figurer, der figurativt disfigurerer kollegaen ved først at hive hendes tænder ud, dernæst skære hendes mave op for at kunne kvæle hende i sine egne tarme. Ja, det er i sandhed den grafiske Argento, vi her har med at gøre.

Urnens indhold forsvinder, og kort tid efter bryder helvede løs i rom: 52 selvmord på to dage, voldsudbrud på gaden ud ad intet, sindssyge i hobetal og mord på stribe. Sarah, der – på mystisk vis – formår at slippe væk fra de tre mystiske figurer, viser sig at være mere end interessant for disse tre. Med andre ord finder Sarah sig pludselig på den ene side på flugt fra politiet, der ikke tror på hendes forklaring om de tre mordere, og morderne på den anden side, uden hun er klar over hvorfor. Museumsinspektøren Michael, der viser sig at vide en del om de mystiske hændelser, tager hende med hjem, men nu er det allerede for sent: De magiske genstande er kommet i de forkertes varetægt.

Der er på den måde dømt grafisk vold for hver en krone. Derfor er det – for ethvert horrorfan – lidt som at vende hjem efter en lang rejse gennem nyere, moderne horrorstile. Mother of Tears er på ingen måde et forsøg på at leve op til moderne klippetekniker eller visual effects, selvom der godt nok er brugt en smule af de sidste. Men størstedelen af mord- og torturscener er udfærdiget ved hjælp af special effects, hvilket gør Mother of Tears til en tilpas old school horrorfilm. Derfor lever filmen – i stedet for at skuffe pga. forsøg på moderniseringer – op til forventningerne. Det er faktisk, som var filmen produceret i midten af firserne, hvor manuskriptet angiveligt var færdigt.

Filmen er med andre ord helt klassisk Argento, som er så svær ikke at holde af. Derfor skal vi heller ikke forvente en godt sammentømret fortælling med logisk opbyggelighed – der er i høj grad en række narratologiske blinde vinkler. I stedet er det et studie i kreative voldscener og en fascination af det okkultes tiltrækningskraft: Vi har alkymister, hekse, eksorcister, dæmoner, drømmevisioner, religiøs mysticisme og meget mere. Det, der lå subtilt i Susperias psykologiske betoninger, er i Mother of Tears udsprunget i fuldt flor. Derfor er filmen også et overflødighedshorn af bedagede overdrivelser: Man skal ikke forvente kreative drejninger, nytænkende stile eller Oscar-vindende skuespil (Asia Argento spiller faktisk rædderbrækkeligt).

Filmen har derfor også fået blandede modtagelser verden over, hvilket for så vidt er på sin plads. Det, der holder Argentos Mother of Tears oppe, er dens regressive tilbageblik på horror, som den så ud for 25 år siden – med små øjekast ud til gialloens charmende krimiformat. Trilogiens tredje del kan fint stå for sig selv, måske mest fordi der ikke er de store fortællelinjer at følge, men der er et par små, konkluderende overraskelser i vente for dem, der kender Susperia og Inferno. Bundlinjen er vel i forbindelse med film som disse film og Argento især, at det er grafiske vold, den ekspliciterede nøgenhed (det bliver aldrig klart, hvordan Sarah og Michael pludselig ender i seng med hinanden) og den behændige omgang med myterne, som er i centrum. Filmen er mest for Argento-fans, men dem er der heldigvis også stadig nok af – selvom vi måske er en uddøende race.


Forrige anmeldelse
« Hundehotellet «
Næste anmeldelse
» Metropolis »


Filmanmeldelser