Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




M/S Gustloff (180 + 50 min.) / Midget Entertainment
Anmeldt 13/6 2009, 20:36 af Kim Toft Hansen

Nazi-Tysklands Titanic


Nazi-Tysklands Titanic

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan efterhånden være svært at finde på introduktioner til sine anmeldelser, når det drejer sig om film, der handler om eller foregår under Anden Verdenskrig. Der er så mange af dem for tiden. Kombineret med en vis grad af uselvstændig slavebundethed til dramaer, der udspiller sig under den sidste store krige eller de ideologiers sidste kamp, kan det samtidig være svært at sige nej til disse film. De bør doseres i rette mængder, så vi – der allerede lider denne last – kan få lidt fred engang imellem. Der er noget dragende over denne krig, som ikke gør sig gældende i andre krige. Det er denne fornemmelse af den sidste kamp mellem godt og ondt, som i mange fortællesituationer får særegne eventyragtige træk, og derfor kan vi få lov til at svælge i eventyr med rod i virkeligheden.

Krigen kan mønstre utallige fortællinger til denne umættelige tørst, og en af disse er historien om det tyske folks moderskib M/S Wilhelm Gustloff. Denne luksuscruiser blev bygget før krigen for at fragte tyske velhavende på rejser på det, der dengang tidspunkt var Nazi-Tysklands maritime stolthed. Dette skib lå dog i dok det meste af krigen, men da Den Røde Hær gjorde sine stærke forceringer på Østfronten, hvor de – i en militær knibtangsmanøvre – erobrede området mellem Polen og Litauen (det nuværende Kaliningrad), og lukkede tyskerne i denne østpreussiske enklave inde, var der kun én vej tilbage til Tyskland, nemlig søvejen.

Nu blev M/S Gustloff indsat på ruten mellem Gotenhafen og det nuværende Tysklands vestbred for, for det første, at fragte soldater og materiel tilbage til Tyskland for igen at blive sendt i krig. Men for det andet blev der også nødtørftigt plads til tyske flygtninge ombord, men det var alene, hvis der var plads. I januar 1945 bliver ”Die Gustloff”, som den blev kaldt, sendt ud på sin sidste rejse, og det er denne rejse, Joseph Vilsmaiers film M/S Gustloff – som på tysk hedder Die Gustloff – handler om. Kender man blot lidt til historien, er der ingen tvivl om, hvordan den ender, og med den danske undertitel Den glemte tragedie overrasker det ikke meget, da skibet synker med de 10.000 passagerer ombord.

Sammenligningen med Titanic-katastrofen ligger derfor lige for, hvilket filmen heller ikke lader gå ubevidst hen. Filmens handling er udelukkende bygget på fiktive personer, hvilket efterlader forfatteren med nogle friheder, der tilsyneladende – i stedet for at fortælle det gribende drama om denne enorme tragedie – får pakket det pænt ind i en kærlighedsfortælling mellem kaptajnen og en kvinde, han forlover sig med for at få hende med ombord. Fortællingens struktur – sågar helt ned i scenedetaljer – kommer derfor til at lægge alt for tæt på James Camerons Titanic. Der er endda en person, der på et tidspunkt i filmen spørger, om det passer, at Wilhelm Gustloff ikke kan synke. På den måde lader fortællingen desværre hånt om dens ellers temmelig gode incitamenter til både karakterdrama og virkelighedsnære skildringer.

Filmen tager bidder af virkelighedens fortællinger om katastrofen ind. Det kommer frem i det ganske udmærkede dokumentarprogram, som er inkluderet i udgivelsen. En fortælling om fx en kvinde, der har båret sin datter gennem frosten mod skibet for blot – da hun når målet – at realisere datterens død, er således angiveligt en sand beretning. Visse intriger ombord, der særligt udspiller sig mellem de tre kaptajner undervejs, bygger således også på sande redegørelser. Derfor er det dybt besynderligt, med mindre det er af hensyn til efterladte, at filmen har erstattet alle karakterernes navne med fiktive, selvom de bygger på de reelle personer, der var ombord.

Det er tydeligt, at filmen er en tv-produktion, der kan sendes som en miniserie i to dele. Det gør derfor heller ikke så meget at diverse visual effects halter, eller at kulisserne af og til virker lidt mangelfulde. Det, der måske endda overrasker mest, er, at Joseph Vilsmaier ikke har formået at få mere karakterdrama og katastrofestemning ud af en historie, der i sig selv nærmest bærer alle elementerne. Vilsmaier har i sin tid instrueret en af de mest grusomme, gribende og mest kyniske krigsfilm, der handler om slagen ved Stalingrad, nemlig Stalingrad fra 1993. Men i stedet for at fokusere på det menneskeligt groteske og absurde, som denne krigsfilm gør, så drejer M/S Gustloff i en helt andet sentimental retning (dokumentarprogrammet formår faktisk i højere grad at illustrere det absurde). Derfor er filmen selvfølgelig melodramatisk gribende, som den slags katastrofer altid er, men den formår ikke at gøre brug af det materiale, som den reelt forsøger at skildre. Katastrofen bliver blot en klangbund for enkelte personlige fortællinger i stedet for en stor menneskelig tragedie, som det rettelig var.


Forrige anmeldelse
« Coraline «
Næste anmeldelse
» Patrick »


Filmanmeldelser