Som en del af den såkaldte ”Festival Series” er David Lynchs klassiker fra 1980, The Elephant Man, udkommet. Selskabet omtaler selv sine film i serien som ”film, der har vundet fornemme priser, har deltaget på festivaler, eller på anden måde har gjort sig positivt bemærket hos filmkritikere – og hos et publikum, der holder af gode kvalitets-filmoplevelser”. Her på siden er Pedro Almodóvars Laberinto de pasiones anmeldt, men der er flere gode titler i vente. Det er en samling af de bedste film i Sandrew Metronomes bagkatalog, så det drejer sig ikke om ”nye” film, men om film, som allerede er på markedet, der nu er lanceret under et nyt label. Men hvad end der kan få folk til at se film som dem, der er udkommet, og dem, vi kan imødese, er nærmest underordnet. Skulle nogen være i tvivl om, at film er en kunstart, skal man bare kigge med her.

David Lynchs The Elephant Man er et af de mere tilgængelige værker fra ham. Med undtagelse af nogle velkomponerede, surreelt tilgrænsende billeder er filmen nærmest en ’straight story’, om jeg så må sige. Men det betyder ikke, at den ikke er vigtig, fortæller en vigtig historie, eller i det hele taget fungerer som et vigtigt element i både filmhistorien eller Lynchs filmoversigt.

Filmen er baseret på den sande historie om Joseph Merrick, der led af såkaldt neurofibromatosis, som er en genetisk nervesygdom, hvilket gav ham enorme misdannelser kropsligt, men ikke mentalt. Det er dog vigtigt at understrege, at filmen kun er ’baseret’, idet der er store forskelle på den reelle Merrick og versionen, vi får i filmen. Jeg skal ikke komme ind på alle disse forskelle, men blot fremhæve, at filmen jo skal ses som en film, og ikke – som mange nævner den – som en biografi. Historien er narrativiseret tilpas meget til, at den giver den fornødne teatralske effekt, hvilket betyder, at filmens kausale sammenhænge mere bliver benyttet som argumenter end egentlig reel dokumentarisme. Der er byttet om på kronologien i forhold til virkeligheden; der er indføjet en antagonistisk karakter; og der er kortet ned på flere af de medicinske indgreb, der var nødvendige for Merrick – eksempelvis kunne han ikke tale, som i filmen, før efter en række operationer. Derfor er filmen mest virkelighedsbaseret fiktion, der dog stadig må siges at trække vældigt på Merricks virkelige liv. Ironisk nok led Merrick ikke af elephantiasis, som skabte både hans øgenavn og titlen på Lynchs film, og som filmens berømte replik lyder, så var ”han ikke et dyr, han var et menneske”.

Alligevel betragtes filmen om Merrick som en af tidernes bedste filmiske biografier, men det stiller for så vidt hverken spørgsmålstegn ved Lynchs film eller genren filmisk biografi, men snarere ved selve biografien generelt. Jørgen Leth er blevet angrebet grundigt for at skrive en ’ærlig’ selvbiografi, hvor andre ofte anklages for at pynte eller lettere fordrage. Sådan er genren, og som homo narrens forstår vi bedst verden, når den er spundet ind i fortællende, mere eller mindre konstruerede fortællinger, hvilket også gælder biografien. Af samme grund er det vigtigt at påpege, at man derfor på sin vis godt kan sigte til The Elephant Man som en Merrick-biografi, der dog i stedet for at fortælle en akkurat livsfortælling benytter denne til at formulere en række argumenter om menneskelige reaktionsmønstre og moralske dilemmaer. Det vi kan tage med fra filmen er blandt meget andet en diskussion af menneskelighed og profit, humanisme og egoisme; er det fx acceptabelt, at når filmens antagonist ikke må benytte Merrick til at tjene penge, at lægen Treves – selvom han godt nok står for mere humanistiske idealer – benytter Merrick til at fremme sin egen karriere inden for det medicinske. Filmen levner ikke plads til de klare svar, ud over selvfølgelig det at antagonisten fremstilles som netop skurkeagtig, men i stedet glider filmen over i de mere humanitære komplekser omkring Merrick som person – og slutningen bærer da således også præg af, at der frem for moralsk vurdering af egoisme snarere tages stilling til Merrick som menneske. Derfor trækker filmen også i retningen af det mere biografiske, idet den mest af alt er et fremragende karakterstudium af en delvist fiktionaliseret Merrick, der jo i filmen også hedder John og ikke Joseph.