Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Surveillance (93 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 27/1 2009, 13:37 af Kim Toft Hansen

Hvad fatter gør… er altid fordækt


Hvad fatter gør… er altid fordækt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er sikkert ikke nemt at være datter af David Lynch. Det gør det ganske vist heller ikke nemmere, hvis man tilmed vælger at lave film. Det fik Jennifer Lynch at føle, da hun – for nu femten år siden – spillefilmsdebuterede med Boxing Helena, der fik så hård medfart, at det fik hende til helt at kvitte filmbranchen. Problemet går derfor begge veje: Der er på den ene side ingen tvivl om, at det er nemmere at få en film videredistribueret, hvis udgiveren kan få lov at skrive David Lynch på forsiden. På den anden side har dette desværre også en svag antydning af, at dette her er ligeså godt som David Lynch – hvilket Boxing Helena ikke var. I parentes skal det da også bemærkes, at Jennifer Lynch på dette tidspunkt allerede var kommet godt frem i sin faders rampelys: Det var hende, der stod bag The Secret Diary of Laura Palmer – den besynderlige dagbog, der figurerer i tv-serien Twin Peaks.

Nu er Jennifer Lynch – efter femten år som forfatter og producer – vendt tilbage til instruktørstolen med filmen Surveillance. Og vi kan ligeså godt slå det fast fra starten, at det er en tidens mere interessante krimithrillere, men samtidig skal det også siges, at der ikke hersker tvivl om, at Jennifer Lynch har set sin fars film. David Lynch har tilmed også været executive producer på filmen, hvilket står skrevet med klare, røde bogstaver på coveret til filmen – endda med større versaler end instruktørnavnet. Vil man slippe for kritik i sin faders skygge, er det måske ikke måden at slippe ud af den på.

Filmen tager sin begyndelse med et brutalt og blodigt mord og en pige, der jagtes halvnøgen gennem den amerikanske ødemark. En helt igennem effektiv start, der hastigt sender tankerne i retningen af David Lynchs Fire Walk With Me, som var filmefterfølgeren til Twin Peaks. Dette indtryk forstærkes da også eftertrykkeligt af, at to lettere excentriske FBI-agenter ankommer til en landsby for at opklare det seriemord, som det fuldstændigt inkompetente lokale politi intet har kunnet gøre ved.

Så meget for de indlysende spor i filmen, for herefter bliver hver eneste karakter smurt til i et tykt lag sarkastisk ironi og satire over særligt landlige amerikanske politifolk. Der hviler noget temmelig fordækt under overfladen, hvilket bliver en del af den opklaringsproces, som agenterne skal igennem. En ung kvinde, temmelig påvirket af narkotika, og en lille pige, der ikke vil tale, er alt, hvad detektiverne har at gå efter. Derfor opsætter de kameraer i flere værelser, hvor henholdsvis den lokale politichef og den kvindelige agent kan afhøre de forskellige implicerede, mens den mandlige agent kan overvåge det hele samtidig. De enkelte fragmenter af begivenhederne er usammenhængende og uklare, men nogen må have set noget.

Fortællingen foregår derfor i selve afhøringslokalet, hvor de enkelte fortæller deres små dele, mens længere flashbacks fortæller, hvad der rent faktisk virkelig foregik. Alle lyver, men fortællingen levner ingen usandheder. Derfor er det ikke kun afhøringerne, der er overvåget, selvom det selvfølgelig er anledningen til titlen, men filmen som overvågning er også seerens garant for at forstå de sande kendsgerninger. Det er fortælleteknisk finurligt, samtidig med det også får placeret begivenhederne meget præcist i tvetydighedernes holdeplads. Det er ikke nemt selv, selvom det er fristende her at give et par indlysende spor, at finde ind under overfladen på mængden af løgn og opspind for egen vindings skyld.

Det er dog ikke kun David Lynchs film, der er blandt de mest indlysende inspirationskilder, for filmen er en ganske stilsikker variation over George Batailles roman Historien om et øje, der er et studie i forholdet mellem kærlighed, seksualitet og voldsorgier. Selve titlen Surveillance sigter her selvfølgelig til ’øjet’ hos Bataille, hvormed filmens titel – som allerede antydet – i sig selv fortæller noget om lagene af fordækthed i fortællingen. Men lad det blot, for dem der kender Bataille, være en svag antydning af plottets sammenhæng. For der er ingen tvivl om, selvom det ligner en lidt halvtynd David Lynch-film, at Jennifer Lynchs Surveillance bør ses af alle, der er til overraskende, kvasisurreelle og mere komplicerede kriminalfilm.


Forrige anmeldelse
« Roskilde «
Næste anmeldelse
» Revolutionary Road »


Filmanmeldelser