”In the end I started thinking about the beginning”! Sådan lyder en del af omkvædet på temasangen fra TV2’s tv-serie Anna Pihl, som samlet er aktuel på dvd her op til den travle julehandel, hvor der med sikkerhed skal langes en krimi eller to over diverse diske. At tænke på starten, når man når frem til slutningen, er samtidig lige præcis, hvad krimien handler om. Når vi først når slutningen af en krimifortælling, står starten – selve den igangsættende forbrydelse – lysende klart. Men i Anna Pihl er det ligeså meget, som det er de små krimifortællinger, serien indeholder, også en klar understregning af alt det andet, som serien også handler om. Serien handler ligeså meget om privatliv, kærester og børnepasning, som den handler om opklaring af kriminalitet, småt som stort. I starten får Anna nemlig en kæreste, der til sidst kommer til at stå som den rigtige kæreste – trods kærlighedens uransagelige veje undervejs. Seriens slutning vender tilbage til starten.

Serien er for så vidt svær at skitsere – og kritisere – på tværs af de tre sæsoner, der er indeholdt i udgivelsen her. Det er nemlig nogle klare udviklingsperspektiver, som følger Anna Pihls karakter, mere end der er fokus på noget egentligt kriminelt. Til at begynde med, i det meste af første sæson, handler det om Annas tilpasning på stationen i Bellahøj, hvor småt og stort dukker op til overfladen. Her er der fokus på patruljetjeneste, der samtidig er et provinsielt indblik på den (lettere, mindre hårde) kriminelle verden i København. Det betyder, at serien derved spinder sig uden for den opsigtsvækkende kriminalitet, som langt de fleste krimier beskæftiger sig med. I stedet giver det et billede af forefaldende arbejde som politibetjent, mens det samtidig giver rum for et fyldigt fokus på Annas privatliv. Særligt har unge teenagere bidt på krogen her. Det er tiltænkt familien Danmark, der savner Nikolaj og Julie i den bedste sendetid – og lykkeligvis er Peter Mygind også med som Annas homoseksuelle sambo.

Anden sæson fortsætter dette spor ud fra nogle tråde, der allerede i første sæson blev igangsat. Der er stadig fokus på den forefaldende patruljetjeneste, mens Anna mere og mere kommer i betragtning som politiets forhandlingsindsats. Men samtidig med de små sager og forhandlinger bliver Annas veninde Mikala, der også er politibetjent på samme station, mere og mere impliceret i en privat sag, som Anna også er med til optravle. Hvor første sæson havde en overvejende seriestruktur, hvor de fleste sager blev afsluttet i hvert afsnit, mens føljetonstrukturen mest var tiltænkt de private anliggender, så tager Mikalas sag mere og mere over i løbet af anden sæson, hvorved føljetonstrukturen også køres i sving i de kriminelle plots.

Tredje sæson overrasker derimod. Til slut i anden sæson bliver Anna opmuntret til at søge en stilling på efterretningsafdelingen, og ved start – et år senere i tredje sæson – er hun allerede godt i gang med dette. Her tager seriestrukturen i højere grad over igen, men nu er fokus i stedet – selvfølgelig stadig case-orienteret – på nogle mere traditionelle krimiplots, hvor det handler om opklaring. Rammerne for kriminaliteten bliver derfor også hårdere, for nu drejer det sig så mere om mord og hård volds- eller narkokriminalitet. Af samme grund kommer spændingselementerne også til at bygge på andre ting, idet vi – modsat de to forrige sæsoners situationsbestemte spænding – nu bevæger os rundt i suspense på baggrund af selve opklaringen.

Skal der dog siges noget generelt om seriens formelle karakter, så vil etiketter som krimisoap eller melodramatisk krimi nok ikke prelle helt af. Samtidig er det også det område, hvor serien i højeste grad forsøger at indbygge nogle realistiske rammer, der giver plads for Anna Pihls privatliv med skilsmissebarn, kæresteforhold og familieproblemer. Undervejs er det også en central kilde til frustrationer omkring og på arbejdspladsen, men ydermere er det også en spændingskilde, da de to spor på ingen måde (kan) holdes adskilte. Den realistiske tendens er på den måde i særlig grad vokset ud af en hverdagsrealisme. Samtidig formår serien også at trække på nogle tendenser i 80’ernes actionfilm, der faktisk formår at højne både det æstetiske og det fortælletekniske niveau i serien. Særligt den anden sæsons spor omkring Mikalas implicering i det kriminelle miljø henter nogle inspiratoriske spor i amerikanske film fra 80’erne, såsom Lethal Weapon og deslige, samtidig med en dansk tv-serie som Een gang strømer… også springer i tankerne. Hverdagsrealisme, bred diversitet i de enkelte sager og et opprioriteret actionspor er seriens modspil til mangel på samme i tv-underholdningen.

Det er derfor helt klart seriens variation, der formår at give serien potens. Selvom den er overvejende velspillet og i den grad velinstrueret, så er det ikke, fordi serien skaber en krimis elementære spænding som omdrejningspunkt. Den mere forefaldende struktur og det nære fokus på Annas privatliv – som der dog i tredje sæson skrues en smule ned for – er plausibel forklaring på, at serien har tiltrukket det seerfokus, den har. Soapelementerne – selvom man vist ikke længere må kalde dem det – er som regel garant for gennemførte identifikationsmuligheder, men serien ville ikke have kunnet holde, hvis ikke det overordnede udviklingsspor havde ladet Anna stige i graderne. Serien vinder indpas, fordi den spinder et mere langstrakt udviklingsperspektiv over karakterer, der også hver for sig udvikler sig.

Et sidste interessant perspektiv i serien er det mere – om jeg så må sige – moralske fokus. Krimien har en medfødt mulighed, eller skal vi kalde det en skavank, som placerer den midt i moralske spørgsmål. Forbrydelsen er i sig selv et moralsk brud, ligeså meget som det er et juridisk brud, men dette smitter af på de øvrige spor i serien, hvor der bliver taget fat på separate diskussioner af fx racisme, homoseksualitet, mandschauvinisme, kvindelige lederposter og andre mere basale følelsesmæssige aspekter. Serien balancerer her på en knivsæg på vej mod det moraliserende, men afholder sig i langt de fleste tilfælde fra at være deterministisk. I stedet er den bekræftende i at finde plausible løsningsmodeller til sådanne skismaer, hvilket virker befriende i forhold til langt de fleste mere feministisk orienterede krimier (som jeg har læst!). Det er sært, hvordan – uden at nævne navne – omdannende moralske spor ofte vejrer til fordel for nogle omvendt nærmest ligeså konservative udsagn. Anna Pihl formår heldigvis – og på dygtig vis – i de fleste tilfælde at manøvrere udenom dette.