Solaris er ubetinget Tarkovskijs mest kendte film og det var da også den som Steven Soderbergh valgte at genindspille med George Clooney i 2002. Solaris har stjernestatus som et perfekt eksempel både som filmatisering, science fiction film og udforskning af de følelser som omgiver håb, tab og kærlighed. Filmen vandt Juryens Specialpris i Cannes i 1972, på trods af at Tarkovskij selv mente at filmen var mislykket. Han ville lave en film som ikke hørte til nogen genre, men det var umuligt at undslippe science fiction genren, når det meste af handlingen foregår på en rumstation.

Solaris er en filmatisering af Stanislaw Lems science fiction roman af samme navn, en roman som også regnes for et mesterværk inden for den litterære gren af science fiction. Plottet er ens i de to tekster, men fokus er anderledes. Solaris er navnet på en planet og denne planet er tilsyneladende et intelligent individ. Præcist hvordan er uvist, men da psykolog Chris Kelvin (filmens hovedperson) tager til rumstationen bliver det klart at planeten Solaris muligvis kommunikerer gennem de tåger som blæser på planetens overflade. Da Kelvins afdøde kone, Hari, pludselig dukker op, bliver det tydeligt at Solaris ikke er et helt normalt sted.

Det er også ved Haris fremkomst at bog og film divergerer. Lems roman fastholder en interesse i at kommunikere med planeten og planetens status som intelligent. Tarkovskij vælger derimod at fokusere på forholdet mellem Kelvin og Hari. Haris gentagne død og tilbagekomst driver Kelvin til desperationens rand - på den ene side elsker han sin kone, selvom hun kun er skabt af Solaris, men på den anden side hader og frygter han hende, fordi hun ikke er menneskelig.

Hermed starter et komplekst spil mellem de to, og især Kelvins psykologi bliver udforsket. På trods af filmens science fiction baggrund, er dette et psykologisk drama mere beslægtet med Ingmar Bergmans dramaer end med ellers fremragende science fiction film som 2001 og Alphaville. Tempoet er adstadigt og fokus holdes stramt på Kelvin.

Tarkovskijs styrke er hans evne til at fange og formidle personernes sindstilstand gennem hans visuelle sprog. Lange, meditative scener, hvor Kelvin kører gennem et goldt bylandskab eller hvor Kelvin og Hari blot sidder og kigger væk fra hinanden, er med til at opbygge en stemning af afmagt og udmattelse. Som tilskuer placeres man i samme position som Kelvin og ens følelsesmæssige relation til filmen bliver styrket af den meditative stemning som hele filmen har.

På trods af Tarkovskijs egen utilfredshed er dette helt klart et mesterværk. Som hører sig til et mesterværk, har Another World sørget for rigeligt med ekstramateriale. Interviews, dokumentarfilm og en gennemgribende lækker dvd-pakke er med til at etablere dette som en film der bør stå på alle filmfans hylde.