I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Komedien er en broget størrelse, der kan kombineres med flere andre genre, og i høj fungerer komiske elementer som en del af de fleste genrer. Humor som tilgang til forskellige emner åbner på særegen vis for nogle originale refleksioner, men har alligevel – ganske uden grund – været udskældt for sig manglende kunstneriske tilsnit. Om nogen har Woody Allen med sine film vist, hvordan komedien alligevel kan bruges i eksistentielle, kritiske og genrebevidste sammenhænge.

Det gælder også Sleeper (Mig og fremtiden), men samtidig med at Sleeper primært er en komedie, er den også en science fiction-film. Filmen foregår i 2173, hvor klarinettisten og økologikokken Miles bliver tøet op efter at være blevet nedfrosset i 1973. Kryogenetikken har i mange år været diskuteret, og i forbindelse med den kolde krig var det også et hedt emne i tilfælde af, at man skulle forsøge at overleve en atomkrig. Miles har overlevet mere end det; han har overlevet 70’erne, men tager disse værdier med ind i samfundet, der i den grad har ændret sig.

Dermed er Sleeper også en temmelig politisk orienteret satire, der kaster et blik på, hvad samfundet kan risikere at blive til. USA eksisterer ikke længere, og i stedet fungerer dele af det amerikanske kontinent som en fascistisk undertrykt stat, hvor folk hjernevaskes i tilfælde af, at de har foretaget sig noget forkert eller været i berøring med de forkerte. Samtidig arbejder en undergrundsbevægelse på at omvælte den kapitalistiske fascisme til fordel for en marxistisk revolution. Det kan lyde så ideologikritisk, som de karikerede 70’ere også fremstår, men begge vinkler sættes under karikaturens skarpe lup – og der slipper ikke megen gunstig revolution igennem.

I stedet udstiller Woody Allen her vor tid i1973, samtiden i 2173 og begge tiders politiske formationer som selvironiske vrængbilleder, der på ingen måde giver mening – det eneste, der tilsyneladende formår at overleve i de 200 år, som Miles har været frosset ned, er McDonalds-restauranter. Politisk tager filmen i stedet stilling rent eksistentielt, der sætter det enkelte menneske i en form for livslede, der kun forløses af døden – som er det noget af det eneste, som Miles tror på, fordi i døden har han i det mindste ikke kvalme.

Man kan undre sig over, at en sådan eksistentiel stillingtagen kan forankres i en komedie, men der er snart sagt ikke det, der ikke kan trænge ind i Allens humorhorisont. Vrængbilledet kommer nemlig ikke kun til udtryk i den politiske satire, selvom den fylder meget, men det kommer i den grad også til udtryk i filmstilen. Sleeper er blandt de film, hvor Allen inddrager mest af stumfilmens komiske karakter, som vi kender den bedst fra Charlie Chaplin. Længere passager er en hyperbolsk falden-på-halen-komedie, der kun fungerer, fordi den sættes i forbindelse med fremtidens forvanskning af et samfund, hvor bananer er på størrelse med træer, sex foregår i en orgasmemaskine og den fascistiske leder kan redes ved at klone hans næse.

Sleeper er en klukkende morsom mulje, der består af et stykke komedie, hensat i en plastisk sci-fi-verden, med en tilpas grundig mængde krydderi fra den politiske satire – og så er det befriende at vende tilbage en komediens mester, hvor humor rent faktisk ikke er selvtilstrækkelig, men den har rent faktisk et formål. Woody Allen kan få dig til at grine af en slapstick-humor, der virkelig giver eksistentiel mening.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden den næste tid:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days(1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)