Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Creed II (130 min.) Biograffilm / SF Studios
Anmeldt 10/1 2019, 20:26 af Torben Rølmer Bille

Bokseringe


Bokseringe

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om at Sylvester Stallone nærmest egenhændigt (hvis man lige ser bort fra en lille sort-hvid ”art-house” film fra Scorseses hånd) har revolutioneret boksefilmen, med hans serie om Rocky.

I alt seks film er det blevet til med Rocky i hovedrollen, men det stoppede ikke helt hér. I 2015 kom filmen Creed, der godt nok ikke bød på Rocky i den altoverskyggende hovedrolle, men i stedet indtog Rocky rollen som træner for den unge bokser Adonis Johnson. Adonis er søn af Apollo Creed, du ved ham der blev dræbt i ringen af russiske Ivan Drago i Rocky IV.

Creed var en overraskende vellykket boksefilm, for selv om man har set det hele før, fungerede den på flere planer. Nu er der kommet en fortsættelse og det forlyder at Creed II er den uigenkaldeligt sidste gang vi på film kan se Sylvester Stallone i rollen som Rocky Balboa. Passer det, så burde Sly nok i bagklogskabens skarpe lys have trukket sig efter den første film om Creed, for så ville Rockys eftermæle være fantastisk.

Creed II er ulig etteren nemlig ikke særligt god. Bevares, teknikken fejler ikke noget og skuespillerne gør hvad de kan, men man skal lede længe efter et boksedrama, der er så udramatisk og uoverraskende som denne. Filmen giver selvsagt sin tilskuere nøjagtigt det de er kommet for at se, men det er desværre ikke helt nok til at man føler, at pengene til biografbilletten er givet godt ud.

Grundideen til filmens handling er ellers fin nok. Creed starter med at vi møder Creed på et tidspunkt, hvor karrieren er ved at gå lidt i stampe. Selv om livet med hustruen er godt, så er han ikke rigtig glad og det er langt tid siden han har været i ringen. En smart boksepromotor får en fantastisk idé. Han vil lade Creed Jr. gå i ringen med Ivan Dragos søn, Victor, der er et monster af en mand. Creed er selvsagt splittet, for på den ene side vil vore unge hovedperson gerne smadre sønnen af den mand som slog faderen ihjel, på den anden side vil han jo ikke lade sig styre af sine følelser.

I filmen følger vi samtidig Rocky, der har sine egne problemer at slås med. Ikke alene har Creed set sig sur på sin træner, da han forsøgte at sige nogle velmenende ord til protegeen og ligefrem opponeret mod at Creed skulle slås mod Victor Drago, men Rocky er også ærgerlig over ikke at være mand nok til at opsøge den søn, han har mistet kontakten med. På papiret er der derfor lagt op til det helt store generationsskifte-boksebrag tilsat en god portion testosterondrama, men i realiteten ender seeren med at få serveret en meget middelmådig boksefilm, som end ikke nostalgifaktoren kan redde.

Det er, for fans af de ”gamle” Rockyfilm da dejligt at gense både Dolph Lundgren og endda Birgitte Nielsen, i birollen som Dragos ekskone, lige som det er fedt at opleve Stallone i den rolle, der kickstartede mandens karriere, men når det er sagt, så er selve filmen både alt for lang og alt for forudsigelig.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at det aktuelle politiske klima endnu engang (som i firserne) er klar til at se Rusland mod USA stå overfor hinanden i ringen i en slags slet skjult patriotisk-propagandistisk metafor for de magtkampe, der i virkelighedens verden foregår i den sociopolitiske arena, men det gør ikke filmen mere interessant. Snarere tværtimod.

Creed II er hamrende forudsigelig, da den følger den formel for bokse- og sportsfilm som efterhånden er utroligt veldefineret. Måske vil den efterfølgende beskrivelse af et generisk sportsdrama forekomme som en spoiler, men vist også kun, hvis man aldrig har set film af denne type før. Formlen for sports-dramaet er: vores hovedperson(er) skal bestå af en eller flere dygtig(e) atlet(er), som i løbet af filmen lider en form for nederlag, der gør at han/hun eller holdet begynder at tvivle på egne evner. Herefter træder der en hjælper til og denne træner formår at træne ham/hun eller holdet på en måde der gør ham/hun eller dem i stand til, til allersidst i filmen, at hive sejren hjem. Dette krydres med længere montage-træningssekvenser, peptalks og dramatiske scener fra privatlivet, hvor det viser sig at være svært at snakke om de følelser man har i forbindelse med sporten, kampen eller livet helt generelt.

Der er nok de der vil hævde at det er den handling man naturligvis forventer at få, men det er i Kapellets optik lidt trist at man stort set kan gætte alle scener i filmen, før de dukker op. Der er ingen overraskelser her. Desuden er filmen over to timer lang og kunne med fordel være beskåret med mindst en halv times tid, uden at man ville have mangle noget. Der går ganske enkelt alt for langt tid med et drama, der aldrig rigtig bliver dramatisk, for slet ikke at tale om figurer, der med undtagelse af Rockys og Dragos ender med at bliver ganske ligegyldige. Boksescenerne er da gode, men dem har man også set meget bedre mange gange tidligere. Så Kapellets råd er spar pengene og spring Creed II helt over, med mindre du er så stor Rocky-fan at du bare bliver nødt til at se den.


2363
Forrige anmeldelse
« Sharp Objects «
Næste anmeldelse
» Arrow - sæson 6 »


Filmanmeldelser