Der er sikkert flere filmfans der husker at filmen Lady Bird i 2018 var nomineret til hele 5 Oscars™, deriblandt bedste film, men ikke fik en eneste. Som faste læsere vil vide, så er sådanne nomineringer ikke ensbetydende med at der altid er tale om virkelig gode film, eller for den sags skyld film som man bare bliver nødt til at se (et godt eksempel er den sygt uinspirerede Call Me by your Name – red.). Omvendt set så kan Oscarnominerede film også have kvaliteter, hvilket bestemt gælder i tilfældet Lady Bird.

Ved første øjekast er der flere ting i Lady Bird der minder om den helt forrygende Juno. Begge film handler om unge, viljestærke kvinder. Begge handler om den svære kærlighed. Både Juno og Lady Bird er særlinge, der nægter at lade andre diktere hvordan de skal leve deres liv. Begge har de overordentlig venlige og forstående fædre og mødre, der er knap så forstående. Når det så er sagt, så er der også vældigt mange forskelle mellem de to film, for Lady Bird er ikke bare en klon af Juno, den formår fint at stå på sine egne skæve ben.

Først og fremmest så er Lady Bird mere reelt drama, end komedie, selv om filmen da også har sine morsomme øjeblikke. I modsætning til Juno tages der i Lady Bird ikke nær så let på tilværelsen og der kan heller ikke findes nær så mange decideret sjove replikker eller scener, til gengæld har Lady Bird en lune og en realistisk tone, der gør at man som seer måske har lettere ved at tage både dens figurer og de problematikker filmen skildrer mere alvorligt.

Den unge Christine, der insisterer at alle kalder hende for ”Lady Bird”, går i katolsk high-school i Sacramento. Hun er egentlig både velopdragen og sød, men slås også med en masse af de problemer som alle teenagere kæmper med. Hun forsøger at finde sit eget ståsted og sin egen identitet, hvilket ofte leder til en masse diskussioner og kontroverser med især Lady Birds mor. Familiens problemer skyldes ofte deres konstante mangel på penge. De er reelt set fattige og forældrene er blevet bitre og deprimerede over, at det ikke er lykkedes dem at udleve den Amerikanske drøm som de som unge måske havde set frem til.

Lady Bird forsøger også at navigere i både hvilke venner hun gerne vil have, hvilke fyre der er spændende og forsøger at forene dette med, en udsigt til et liv der i værste fald måske bliver lige så trist som hendes forældres. Lady Birds ældre bror og dennes kæreste er også en del af den lille familie. De bor også i barndomshjemmet og broderen har til trods for en universitetsuddannelse kun formået at lande et job i det lokale supermarked. Noget som Lady Bird mener måske hænger sammen med at storebror og dennes kæreste er goths med piercinger fordelt over hele bøtten.

Selv om denne beskrivelse måske ikke lyder særlig sindsoprivende, så er filmen ikke desto mindre virkelig seværdig. Dette skyldes ikke mindst Saoirse Ronan, der spiller hovedrollen med en indlevelse, der sagtens kunne have indbragt hende den Oscar™-statuette for bedste kvindelige hovedrolle, hvis det da ikke havde været for Frances McDormand, der fik den for sin karismatiske rolle i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Desuden bør Lady Birds mor også nævnes, for hun er så fint skildret i al sin mangelfuldhed, at det gør næsten ondt at se på. Hun vil så gerne sin datter det allerbedste, men formår ikke at hverken læse eller forstå hende. Moderen forsøger at være striks og kærlig, men det kniber gevaldigt med især det sidstnævnte.

Det er en film der handler om at blive voksen, at finde sig selv og forsøge at tilpasse sig alle de krav og forventninger, der knytter sig til voksenlivet. Det er samtidig også en film om hvordan venskaber udvikler, hvordan de valg man træffer har konsekvenser. I det hele taget er filmen en skildring af de begivenheder, både små og store, der har været med til at forme unge Christine.

Filmen føles og ser ud som en indie-film, hvilket bestemt taler til dens fordel, da dens kernepublikum med garanti er alle de, der holder af denne type af film. Slutresultatet virker som et ganske personligt projekt for manuskriptforfatter og instruktør Greta Gerwig, der med Lady Bird beviser at hun mestrer begge dele til U.G. Selv om dette stille hverdagsdrama måske takket være filmens insisteren på at være karakterdreven, frem for plotdreven, sikkert ikke vil appellere til alle, så er Lady Bird en fin, seværdig film, der både får skabt en ganske uforglemmelig hovedfigur og bevist at den unge skuespillerinde der spiller hende, går en lysende fremtid i møde. Den er ganske enkelt værd at se blot for at opleve Saoirse Ronan levere sit fantastiske skuespil.