Der var vist ikke ret mange fans, som ikke brød sig om Christopher Nolans fantastiske oprindelseshistorie i Batman Begins. Det vigtigste skridt var at tage solid afstand fra den bøvede Batman, som med et ”Ka-pow” og et skævt smil fjollede sig igennem et utal af inkarnationer. Adam West i spandex syntes også endog at spøge i baggrunden for Tim Burtons flotte, men helt igennem misforståede udgaver. I Nolans version fik man nattens ridder, lige som man gerne ville have set ham fra første færd – ond i sulet, splittet i sindet og dyster ind til knoglerne.

Lige som man ikke troede, at det kunne gøres bedre, vender Nolan tilbage med en opfølger, der om muligt er endnu bedre end sin forgænger. Nuvel, man får ikke den solide origin-historie, for den er allerede etableret grundigt – til gengæld får man hele to af ridderens mest prominente modstandere – Jokeren og Two-Face.

The Dark Knight starter mindre end et år efter, hvor Batman Begins slutter. En mystisk forbryder, Jokeren, bryder ind i banker for at tilrane sig mafiaens penge og ikke mindst deres uforbeholdne opmærksomhed. Jokeren efterlader sig et væld af lig i sit kølvand, og hans motiver synes at være meget obskure. Samtidig er den meget retskafne statsanklager Harvey Dent i færd med at optrevle de resterende maffia-syndikater i Gotham på lovlig vis, så byens forbrydere bliver hurtigt meget klemte og meget desperate.

Batman har imidlertid ikke blandet sig meget i byens aktiviteter og hans fravær betyder blandt andet, at almindelige borgere tager maske og kappe på for selv at lege selvtægtsmænd, meget til originalens frustration. ”Hvad er det, der gør dig så forskellig fra os?”, er der en af dem der spørger. ”For det første går jeg ikke i ishockey-gear”, svarer Batman tørt og forsvinder.

Alter egoet Bruce Wayne har også en masse problemer, for hans store kærlighed Rachel Ward er blevet Harvey Dents kæreste, så selv om løftet, om at hun ville vente på Bruce, hvis han kunne opgive sine natlige eskapader, står ved magt, er det stadig ikke let at spille dobbeltrollen. Trekantsdramaet viger dog hurtigt for den skygge, som Jokeren hurtigt kommer til at sprede over byen. Inden man når at tænke på et vilkårligt kort, synes alle indbyggerne i Gotham City – med rette - pludselig at frygte Jokerens næste træk.

Der har været en del snak om Heath Ledgers rolle som Jokeren. Ledger døde som bekendt af en overdosis sovemedicin i sin lejlighed kort før optagelserne stoppede, og der er de, der mener, at han med denne sidste rolle bliver den første siden 1976 (Peter Finch i Network), der kan sikre sig en Oscar posthumt. Selv om Ledger er fantastisk i rollen som Jokeren, og selv om han tilføjer ret mange særegne nye træk til karakteren, så er det svært at sige hvor stor en kraftpræstation, der ligger i hans præstation. Han er klart mere ond og kynisk end Nicholsons udgave, som han også har skulet meget til, men måske burde prisen i stedet overrækkes til brødrene Nolan for det superbe gennemarbejdede manuskript, der lægger alle de giftige ord i Jokerens mund. Personligt mener jeg, at Aaron Eckhardt, der spiller Harvey Dent, fortjener prisen i lige så høj grad, for hans langsomme forvandling synes at være langt sværere at gøre troværdig, end Jokerens konstante, anarkiske sindssyge.

The Dark Knight henvender sig til alle de kritikere, der klager over, at superheltefilm er ren overflade med endimensionelle karakterer og forudsigelige plots. Ikke alene bliver filmen, der kører over 2 og en halv time, aldrig kedelig, men den lange spilletid gør også, at man kan nå ind under huden på det ret omfattende persongalleri og samtidig fortælle en historie, der både er overraskende og interessant. Når filmen desuden ej heller er bleg for at tage livet af nogle af de karakterer, som man ikke umiddelbart forventede ville dø, så er der tale om stor klasse.

Den altoverskyggende hovedrolle bærer Christian Bale ganske som i den første film med glans. Han har mulighed for at spille på sit store talent og med ham i gummidragten, får man meget mere end blot en ensidet helt, der udelukkende kæmper for retfærdigheden. Samtidig får Batman for første gang i umindelige tider faktisk udført noget detektivarbejde, både hvad angår analyser af kuglefragmenter, fingeraftryk og ikke den noget uetiske plan, som han iværksætter for at få lokaliseret Jokeren. Dette synes, at være en meget direkte reference til Detective Comics (DC), bladet hvor Batman optrådte første gang i 1939.

Som i alle seriøse kampe mellem Batman og Jokeren, så handler det for Jokeren også i denne udgave om at korrumpere Batman, at få ham til at bryde sine ædleste principper. Jokeren dræber i flæng, Batman nøjes med at uskadeliggøre modstanderne. Her hjælper filmens tempo også med til at opbygge den rette stemning, der langsomt men sikkert leder op mod den endegyldige konfrontation mellem de to modpoler. Det, som dog er filmens helt store bedrift, er, at når man når slutningen af The Dark Knight, så får titlen en helt ny mening. Selv inkarnerede fans af Batman vil blive rørt over den måde ordene pludselig får en merbetydning, for hos Nolan er ridderlighed noget, der har en meget høj pris.

The Dark Knight er - ud over at være den ubetinget bedste superheltefilm i år - muligvis en af de bedste film helt generelt! Den har spektakulære scenerier, et fantastisk cast, en gennemført spændende (og for en actionfilm ret så kompliceret) historie, men det er også en film, der tør at tage chancer, som tager sit publikum seriøst og som ikke står tilbage for at være mørk, dyster og grusom. I The Dark Knight træder Batman for alvor i karakter og bliver meget lig den figur, som de, der kender ham bedst; Frank Miller, Jeph Loeb, Alan Moore & Grant Morrison, har skrevet fortalt om i utallige fabelagtige tegneserier. Fans bør ikke tøve og må derfor styrte mod biografen med det samme, alle andre dødelige må vente til, at der bliver sæder ledige.