I anmelders ellers ganske veludrustede tegneseriesamling er der stort set ingen albums med Wonder Woman, foruden enkelte Justice League-albums, hvor hun selvsagt er med. Dette skyldes ikke ond vilje eller chauvinisme, men nok det simple faktum at kvinden med pisk, skjold og sværd aldrig rigtigt har været blandt anmelders foretrukne helte, uanset hvor yppigt hun ellers tager sig ud.

Som bekendt er der i skrivende stund kommet en stort anlagt live-action film med titlen Wonder Woman og man kunne måske frygte, at det blev endnu en af de mange film, som Warner i samarbejde med tegneseriegiganten DC sender på gaden, som ville floppe eller i det mindste på ingen måde kunne leve op til det gode renommé, som konkurrenterne på Marvel har fået etableret. Så da mørket sænkede sig i salen og de første billeder af en selvsikker Diana Prince, der kommer gående i rødt tøj mod Louvre i Paris tonede frem, var skribenten her fyldt med bange anelser om at dette muligvis kunne blive endnu to timers middelmådig superhelteaction.

Der gik dog ikke ret lang tid før disse bange anelser blev gjort alvorligt til skamme, for selv om der er flere anmeldere, der har været alt andet end venlige mod filmen, så skyldes dette sikkert den sædvanlige elitære, højsnudede (og tør man sige ”Kjøwenhawneragtige”-) tilgang til noget så ”underlødigt” som superheltefilm – for Wonder Woman er muligvis filmen, der beviser at DC også er leveringsdygtig i superheltefilm, der i den grad er værd at bruge ens tid på.

Samme aften som filmen var blevet set, var der da også en bekendt på Facebook, der delte en tegning (løftet fra tegneserien Trinity #6), hvor man ser en tegning af Wonder Woman, der kommer slæbende med Batman under den ene arm og Superman under den anden, mens hun siger ”I got this.” – en ganske fin kommentar til hvordan den nye film placerer sig i forhold til den alt for lange og meget ujævne Superman vs. Batman som kapellet så nærmere på i 2016.

På nettet var der også straks (emsige) brugere, der opfordrede til at man skulle boykotte filmen fordi hovedrolleindehaveren, israelskfødte Gal Gadot, havde udtalt sig negativt om Palæstina og forsvaret de jødiske bosættelser på et tidspunkt. Uanset ens opfattelse af denne reelle konflikt, så mener vi på kapellet at man altså burde holde skæg og snot adskilt. Er Ben Hur - uden anden sammenligning i øvrigt - ikke stadig en god film, selv om Charlton Heston var en nar i privaten? Uanset skuespillerindens private holdninger til konflikten i Mellemøsten, virker hun perfekt castet til rollen. Ikke alene er hun morderligt nydelig at se på – noget som nærmest man bør forvente af Amazonernes dronning – men så er hun også virkelig overbevisende, når der skal kæmpes mod et veritabelt hav af fjendtligsindede modstandere.

Som nævnt starter filmen i Paris i nutiden, men efter Diana Prince, som i civil arbejder som konservator på museets afdeling for antikke våben, modtager en pakke fra selveste Bruce Wayne, flyttes handlingen tilbage i tiden. Pakken indeholder nemlig et gammelt, mørnet, sort-hvid foto af Wonder Woman, der står sammen med en deling mænd i hvad, der ligner nogle sønderbombede ruiner. Det er dog ikke hér vi forflyttes til med det samme, men derimod bringes seeren tilbage til den mytiske ø Themyscira, hvor en meget ung version af vores heltinde vokser op i amazonernes matriarkalske samfund.

Lille Diana, som hende mor siger hun har formet af ler og som selveste Zeus har bragt til live, vil så mægtigt gerne lære at kæmpe lige som de kvinder hun ser allermest op til, men moderen, som er den regerende dronning vil umiddelbart ikke tillade dette. Hun vil beskytte hende for de guder der vil datteren ondt. Alligevel trodser pigen hendes mor og lærer at slå fra sig. Amazonerne lever helt isoleret på denne ø fra en omverden, der er langt mere brutal, men grænsen mellem øens idyl om omverdenen brydes pludselig. Et sønderskudt fly trænger nemlig gennem den magiske barriere der omgiver amazonernes ø. Piloten – Steve Trevor - reddes af den nu voksne Diana, men inden hun kan nå at stille spørgsmål, dukker en hel deling krigsskibe og tyske soldater op, som tilsyneladende har jagtet piloten og et imponerende slag mellem soldater og amazonkrigere udkæmpes på den snehvide sandstrand

Illusionen om fred er nu for alvor brudt, for da Diana ser at ærkefjenden – krigsguden Ares – muligvis har tilranet sig magt i resten af verden, føler hun sig i egenskab som tronfølger forpligtet til at drage ud i verden og udfordre ham til kamp, så hun på den måde kan bringe fred til jorden igen. Spørgsmålet er blot hvordan man lokaliserer en gud der har taget menneskeskikkelse og ikke mindst hvordan man tager livet af en sådan?

Det er en fantastisk idé at lade hoveddelen af filmen udspille sig under Første verdenskrig. Ikke kun er det fjendebillede (læs: onde tyskere og deres lige så onde videnskabsfolk), som optræder et som allerede er en fast del af vores filmiske ikonografi, men kontrasten mellem de brunsorte billeder fra skyttegraven og Wonder Womans fantastiske farvestrålende kostume, er helt fantastisk. Dertil kommer at figuren Wonder Woman i tegneserieform optrådte i som en slags feminint modstykke til Marvels Captain America under Anden verdenskrig, så selv om filmen har valgt at lade denne oprindelseshistorie foregå en verdenskrig tidligere, synes det at give god mening. Instruktøren af filmen har også forklaret at det var et helt bevidst valg, da hun gerne ville skildre kontrasten mellem denne beskidte krig og det samfund som Diana kom fra.

Der er sikkert mange, der ikke bryder sig om superheltefilm, der vil påstå at har man set en, så har man set dem alle, for de følger alle den samme formulariske, forudsigelige plotstruktur. Det kan der være noget om, men ikke desto mindre kan det samme siges om romantiske komedier, westerns, gyserfilm og en lang række andre genrer. Vi ser film ikke kun for at bliver overrasket, men også for at se noget velkendt og trygt. Desuden er det virkeligt forfriskende at se en kvindelig superhelt i hendes egen spillefilm, for selv om der førhen hos både Marvel og DC har været kvindelige helte, så har de ikke indtaget den altoverskyggende hovedrolle som man ser det i Wonder Woman, men har snarere været reduceret til sexede bifigurer. (En af de væsentlige undtagelser er dog Netflix-serien Jessica Jones.)

Onde tunger vil måske hævde at Wonder Woman blot er en film, der præsenterer en helt, der tilfældigvis har bryster i stedet for svulmende biceps, men det er ikke helt rigtigt set i denne anmelders optik. Giver man sig til at nærstudere både figurens værdisæt og ikke mindst den måde som hun har svært ved at tilpasse sig de forkvaklede kvindeidealer, som var en del af filmens samtid (og som til dels stadig eksisterer i dag), så vil man opdage at hun repræsenterer en langt mere moderne, frigjort kvinde, der i særdeleshed også gør op med den machostemning og vilje til at løse alt med vold, som ofte præger denne type af fortællinger.

Selv om Wonder Woman ikke bogstaveligt talt brænder sin korsage og skynder sig at daffe på Femølejr så snart fjenden er nedkæmpet, så kan mindre også gøre det og det er virkeligt befriende at der nu er kommet en film med en heltinde som er noget mere handlekraftig, stolt og selvstændig end mange af de vage kvindefigurer og gammeldags prinsessetyper som populærkulturen ellers kan tilbyde piger i alle aldre.

Så uanset hvilken kromosomsammensætning du bærer rundt på, er du til superheltefortællinger eller bare stort anlagte og velfortalte actionfilm, så vil du skamme dig over at være gået glip af Wonder Woman på det store lærred. Det er ikke just banebrydende, men det er både velfortalt, godt håndværk og så underholdende at man ikke lægger mærke til at der går næsten to en halv time i biografmørket. Man glemmer hurtigt tiden når Diana Prince selvsikkert smiler til kameraet.