Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Meddler (103 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 7/4 2017, 19:30 af Teddy Tofte

The Meddler har identitetsproblemer


The Meddler har identitetsproblemer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

The Meddler bliver præsenteret som en helt anden film, end hvad den egentlig er. Det er, som om filmen ikke vil anerkende sine egne styrker, lige fra den misvisende titel, til plottets familiære historieelementer i filmens tredje akt. Hvorom alting er, så er The Meddler en skøn film med en følelsesmæssig ærlighed, som kan spores helt tilbage til manuskriptforfatteren og instruktøren Lorene Scafaria. Hvis Scafaria havde stolet lidt mere på sin egen styrke som filmmager, kunne filmen have undgået de distraktioner, som dukker op her og der i filmen.

Susan Sarandon spiller Marnie med en slags komisk ynde. Marnie er mor til Lori (Rose Byrne), og hun er enke. Hun bor i New York og har fulgt med i sin datters karriere via fjernsynet, fordi hun arbejder som tv-forfatter i Los Angeles. Hendes mand er lige død og hun ønsker at komme videre, men Marnie har problemer. Man kan antage, at hun altid har været en smule rastløs og meget snaksalig, men nu er hun ensom, og al den energi tordner ind i Loris liv og er meget overvældende.

Det er det, som filmen gerne vil have dig til at tro, den er. En forudsigelig komedie om en mor, som blander sig i hendes datters liv, indtil de bekriger hinanden. I virkeligheden er The Meddler en bedre version af den type komedier, personaliseret med menneskelige og troværdige detaljer, og den bruger de ting til at bygge et landskab, som skal undersøge et portræt af den stille, indvendige sorg.

Filmen bruger mange forskellige metoder til at kommunikere karakterernes komiske sider, især med timingen i klipningen af scenerne og oversete detaljer, som forvandler rollerne til ægte mennesker. Filmen åbner med en dialog fra Marnie, som nemt kan blive forstået, som om hun læser et brev, men til sidst klipper vi væk og afslører, at hun efterlader en telefonbesked til sin datter. Det er ikke sidste gang, vi ser hende gøre sådan noget, og brugen af gentagelser gennem filmen er med til at cementere hendes karakter og give publikummet nogle forventninger og noget, de kan komme til at elske ved hende. Marnie siger ofte: ”Basically, I’m great!”, og hver gang hun er i sin bil, lytter hun til den samme Beyoncé-sang. Disse detaljer gør Marnie til mere end blot en stereotypisk karakter.

Der er også mange bifigurer og sideløbende historier, som Marnie bliver en del af, og det er med til at grave yderligere ned i Marnies generøse personlighed og vise, hvordan hun (ikke) håndterer sin mands død. Når hun bliver presset op mod en mur, viger hun bort og kaster problemerne over på alle andre, selv hvis alle andre er fremmede for hende. Hun giver penge væk, som hun har fået af sin mand, og selvom det er en god gerning, er det stadig en mekanisme, så hun kan overleve det store tab. Marnies forhold til de nye mennesker, hun møder, viser os, hvordan hun går bearbejder sin sorg, og forholdene er essentielle for at forstå, hvem Marnie egentlig er.

Der er andre elementer i filmen, som dog ikke føles lige så vigtige for at forstå Marnie, og virker mere som noget, der er taget fra andre film. For eksempel er der tilstedeværelsen af Loris endimensionelle ekskæreste, en underlig scene hvor Marnie bliver høj, og endda introduktionen af hele to kærlighedshistorier. Den mand, som virker mest interessant i forhold til historien om Marnie, er den tidligere politibetjent og motorcykelkørende Zipper, spillet charmerende af J. K. Simmons.

Scafaria lader det store opgør vente på sig det meste af filmen, altså det tidspunkt i filmen hvor Marnie i den grad formår at acceptere sin sorg og kommer ud på den anden side stærkere eller svagere. Men når øjeblikket så endelig kommer, føles det forvirret og knap så stærkt, fordi der er blevet kastet adskillige elementer ind i historien, som ikke virker til at passe ind i lige præcis den her film. De forudsigelige dele virker til at passe bedre ind i en anden slags komedie, en film som er knap så klog som The Meddler. Der er en meget stille og øm scene hen mod slutningen, som ville have ramt sit publikum bedre, havde det ikke været for de forstyrrende elementer.

Sarandons præstation er seværdig, men manuskriptet hjælper hende også meget og gør, at Marnie ikke bliver en klichefyldt karakter. Det er filmens overordnede ærlighed og karakterernes dimensioner, som gør, at filmen føles original det meste af tiden og sagtens kan ses i hvert fald én gang.


Forrige anmeldelse
« Brevet til Momo «
Næste anmeldelse
» Fast & Furious 8 »


Filmanmeldelser