Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Accountant (128 min.) Købefilm / Fox-Paramount
Anmeldt 4/4 2017, 23:09 af Torben Rølmer Bille

Aspergerhelten


Aspergerhelten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes efterhånden en hel del fiktionsfilm, som enten realistisk - eller mindre torværdigt - skaber heltefigurer, der alle har det til fælles at hovedpersonen lider af en psykisk sygdom. I tilfældig rækkefølge kan nævnes patienterne i Milos Formans fabelagtige Gøgereden, Saga Norén fra Broen, Raymond fra Rain Man, eller man kan nævne de figurer, der er baseret på virkelige genier, som eksempelvis Will Hunting i den film, hvor han er god eller Alan Turing.

I filmen The Accountant finder vi endnu en af denne type helt. De er jo også interessante, både for skuespillerne og for manuskriptforfatterne. På den ene side er det figurer, der takket være deres sind har en masse problemer, men samtidig har de også nogle evner der gør dem os ”almindelige” mennesker overlegne. Det gør at figurerne både har en indbygget modsætning, nogle indre forhindringer samtidig med at de har evner der virker nærmest overnaturlige.

Endelig må den slags figurer også være ganske udfordrende at spille. Ben Affleck gør det også fint i rollen som Christian Wolff. I The Accountant er han en fyr der er diagnosticeret med en sygdom, der helt bestemt ligger indenfor det som man ville betegne som autisme-spektret. Dette gør ham vildt godt til matematik, men diagnosen gør også at han har han svært ved at omgås andre mennesker. Dertil kommer at figuren, af forskellige årsager som ikke skal afsløres hér, samtidig er herregod til at slå folk ihjel.

Så selv om titlen godt kunne få enkelte engelskkyndige filmfans til at tro at det var en film, der udelukkende handlede om bogholderi, så udgør bogføring og procentregning kun en lille del af handlingen. Filmen starter med at Wolff hyres af et tech-firma til at gennemgå deres regnskaber. En af deres medarbejdere (spillet af Anna Kendrick) har opdaget, at der er nogle uregelmæssigheder i firmaets overordnede budget, men hun kan ikke helt overskue hvor fejlen kan lokaliseres, eller om der i det hele taget mangler nogle penge.

Wolf beder om regnskaberne for de sidste femten år og i løbet af en enkelt nat, bevæbnet kun med hans sans for puslespil, nogle tuscher og sin evne til at løse gåder, finder han frem til hvad der i virkeligheden er foregået i firmaet. Han finder muligvis endda ud af, hvem det er der står bag disse uregelmæssigheder i regnskabet. Inden han dog kan nå at lægge puslespillets sidste par brikker færdig, takker ledelsen for hans hjælp og inddrager både hans udregninger og alle dokumenterne. Der har samme nat været et dødsfald blandt topledelsen og derfor vælger bestyrelsen at lukke for sagen. Ikke at have løst hele mysteriet nager Wolf usigeligt, for takket være sin sygdom bliver han nødt til at få et endeligt ansvar placeret eller i det mindste løse gåden om hvad det er der helt konkret er foregået. Derfor han fortsætter opklaringen på egen hånd, med lidt hjælp fra førnævnte kvindelige bogholder.

Sideløbende med hovedhistorien følger vi nogle ansatte ved FBI, der forsøger at finde frem til Wolffs identitet. Uden at vide at det er Wolff, har de nemlig fundet frem til en mystisk mand, der optræder på en masse billeder de har af terrorister, mafiafolk og andre skumle personager. Denne mystiske mand har stort set altid ryggen til kameraet eller har kækt placeret sig lige udenfor billedet men de ved at han har fungeret som en slags revisor for alle disse forbrydere. Det er en garvet FBI-efterforsker (spillet rutineret af den altid dejlige J. K. Simmons), der sætter en af sine yngre, kvindelige kollegaer på opgaven, men det skal også vise sig at han har sine helt egne motiver til at få lokaliseret Wolff.

Alt i alt er The Accountant en ganske vellykket actionthriller, der dog sagtens kunne være blevet klippet ca. 20 minutter ned. Det er ikke fordi filmen bliver decideret kedelig, men der er bare en del sekvenser og scener, der godt kunne været trimmet ned eller skåret helt væk, uden det ville være gået ud over helhedsindtrykket. Selv om de scenerne måske er med til at skabe stemning så kniber det altså indimellem i filmen at holde dens elles så fine momentum, som bør være vigtigt når dette nu skulle være en thriller.

Til gengæld er det er virkeligt godt cast der er med i filmen, foruden de skuespillere der allerede er blevet nævnt byder filmen også på et dejligt gensyn med John Lithgow foruden Jeffrey Tambor, Jon Bernthal og mange flere. Dygtige folk alle sammen, bare en skam at det ikke er dem alle der får lov til at spille lige meget med deres skuespillermæssige muskler. Dette gælder måske især for Lithgow, som hører til en af undertegnedes favoritter.

Det kan være ganske svært at tro, uanset de forklaringer filmen leverer, at bogholderen komplet med sine mentale udfordringer og OCD-lignende ideer om orden og symmetri samtidig er i stand til at dele så hårde lammere SÅ effektivt ud. Selvfølgelig placerer han sine skud perfekt midt i panden på folk, men blodsprøjt, ødelagt inventar og lignende ødelæggelser, må da i sagens natur være ham meget magtpåliggende at undgå, hvis man ellers skal føre præmissen helt til dørs. Et veritabelt mareridt for de der plages af OCD. Man ser ham i al fald ikke rydde op og lægge smadrede møbler i pæne stabler, før han forlader åstederne.

Det kræver måske derfor at tilskueren tilsidesætter sin sans for realisme og i stedet bare accepterer at hovedpersonen det ene øjeblik kan være et indadvendt geni med autisme og OCD-træk og det næste en naturlig født dræber, der ekspederer modstandere i en fart der vil få selveste John Wick til at sige ”wow”.

Filmen tilføjer på den måde ikke noget nævneværdigt til skildringen af figurer på film som lever med en sindslidelse, for den er mere opsat på at skabe drama og kaste seeren ud i actionsekvenser end at give et troværdigt billede af en autist. Omvendt set, så må man da også indrømme at det er sympatisk at Hollywood forsøger at skabe nogle forbilleder som folk der er ramt af lignende sygdomme kan se op til – selv om det selvsagt ikke er ønskværdigt at autistpatienter pludselig begynder at gå lige så meget amok, som Wolff gør hér.

Uanset om det er Hollywood der forsøger at være politisk korrekte, eller ej, så ender The Accountant med at være en ganske letfordøjelig, underholdningsfilm, som man måske bare skal tage for hvad den er – og ikke analysere alt for meget. Gør man det, så vil den desværre begynde at falde lidt for meget fra hinanden.


Forrige anmeldelse
« Dan Dream «
Næste anmeldelse
» Brevet til Momo »


Filmanmeldelser