Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Breaking the Waves (156 min.) / Sandrew Metronome
Anmeldt 11/6 2008, 19:46 af Kim Toft Hansen

Triers bølgebryder


Triers bølgebryder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter tre mere eller mindre avantgarde – eller i hvert fald folkeligt ’svære’ – film, trak Lars von Trier i det folkelige arbejdstøj med Riget. Før denne havde han gjort sig bemærket med det, der i retrospekt er blevet kaldt for Europatrilogien. En række dystopiske film om et Europa, der er lidt svært at kende og lidt svært klart at stedfæstne. Riget derimod – trods sin groteske realisme – trak fulde parcelhuse med sin underfundige humor og skarpe satiriske blik det danske, det syge og det omkringværende samfund – alt sammen i en ganske spiselig formel. Derfor var Breaking the Waves en længe ventet opfølger, da den udkom i 1996. Nu er den ude som en del af den såkaldte Festival Series, hvor den retmæssigt hører hjemme – og det er med fyldigt ekstramateriale at fordybe sig i.

Selvom Trier sjældent følger trends (snarere skaber han dem), så falder Breaking the Waves udmærket på plads i en slags realistisk renæssance i 90’erne, der fx kendetegner en instruktør som Mike Leigh. For første gang – på trods af nogle tidlige dogmerealistiske forsøg i Riget – forsøger Trier her at udskære et plot, der kan forstås som ganske realistisk. Endda vil det heller ikke være svært at skitsere Breaking the Waves som et melodrama, der trækker på det fortærskede – og evigt gyldige – kærlighedstema. Kigger man Trier efter i sømmende, så kan man faktisk lokalisere en lang række genrer hos ham. Senest har vi set en komedie, nemlig Direktøren for det hele. Derfor er det ikke noget kritisk punkt, når Trier tager fat om genrerne, for man ved, at han hverken overholder dem helt – eller sågar tager dem helt seriøst. Snarere dekonstruerer han dem fra indersiden.

Det gælder også især Breaking the Waves, der trods sin realisme og melodramatik afkræver sin seer en metabevidsthed – for det har filmen. Den viser, at en metafilm ikke i samme håndevending behøver at afvise et realistisk spor. Det kommer særligt til udtryk i filmens egenartede fortællerrolle, som jeg ikke vil afsløre her af hensyn til folk, der endnu (af overraskende grunde) ikke har set filmen. Men det kan afsløres, at fortælleren – eller hvem end det er! – placerer sig på et helt særligt punkt mellem selve fortællingens proces og det tematisk fortalte. Her viser Trier også sin sjældent uberørte flair for det fantastiske, for slutningen – uden den heller skal afsløres – i særlig grad kan karakteriseres som fantastisk. Og det er i dobbelt forstand. For det første er slutning den helt særlige slutning, der giver et tvist, men for det andet lever filmen samtidig op til den helt klassiske fantastik, som den fransk-bulgarske litteraturteoretiker Todorov beskriver som en tøven mellem to forskellige løsninger. Hvad skal man gøre ved sådan en slutning? Ja, man skal blot læne sig tilbage og nyde tvetyd(el)igheden.

Der er ingen tvivl om, at filmen har været en bølgebryder hos Trier – hvis vi ser bort fra Riget. Men det er et særligt form for brud, der på den ene side distingverer sig betragteligt fra de svært tilgængelige film fra starten af hans karriere. Men på den anden side holder Breaking the Waves stadig fast i et mere sofistikeret lag for dem, der vil grave mere i filmens arkæologi: Når først de realistiske og melodramatiske lag er børstet af, så forsvinder lettilgængeligheden til fordel for et stykke film, der for alvor tager fat om en genre – og groft udnytter dens særegne metakarakter, som enhver genre jo har indbygget. Trier tager derfor melodramaet på ordet (om kærligheden, der ændrer alt – selv filmen selv), men filmen mister af den grund aldrig sit greb om den realistiske forankring, hvilket er en vanskelig balancegang. Tag derfor kærligt imod denne genudgivelse – den er bare fået nyt tøj på.


Forrige anmeldelse
« Kongemordet «
Næste anmeldelse
» Kika »


Filmanmeldelser