Den amerikanske science-fiction thriller Morgan er lidt en underlig hybrid. Den starter som en film der på mange måder minder om Deus Ex, idet vi ser en udefrakommende specialist, der bliver kaldt til et fjerntliggende forskningscenter, for at vurdere, om det kunstige menneske de har fremavlet her er til fare for sine omgivelser eller ej. Med frygt for at afsløre for meget, så skifter filmen i dens sidste halve time gear og minder mere om en actionfilm, hvor flugt- og nærkampsscener i stedet er i fokus.

I denne anmelders optik er det helt klart den første times tid, der er filmens stærkeste. For det er her at filmen konstant forsøger at bringe både hovedpersonen og seeren i tvivl om, hvorvidt Morgan udgør en reel fare eller om Morgan blot er et uskyldigt 5-årigt barn fanget i en teenagers krop. Morgan er nemlig en hybrid mellem nanoteknologi og biologi (måske en hyldest til Blade Runners såkaldte ”replikanter”). Hun er i løbet af sine fem år i laboratoriet vokset sig både stor og har udviklet en enestående intelligens, der er så skarp at hun ligefrem antages at have pre-kognitive evner. Med andre ord måske er den femårige, hyperintelligente teenager muligvis i stand til at se et kort stykke ud i fremtiden.

Grunden til at filmens kvindelige hovedperson Lee (der spilles af Kate Mara, som mange nok husker som den uheldige Zoe Barnes i House of Cards) tilkaldes til forskningscentret oplever seeren allerede i filmens åbningssekvens. I hvad der minder mest om noget optaget fra et overvågningskamera, kigger vi ned på to personer der befinder sig i et bunkerlignende rum. Den ene person sidder ved et bord og stiller nogle helt almindelige spørgsmål til den anden, som ikke svarer. Eksempelvis spørges der, hvorfor vedkommende er så ked af det. Uden nogen anden synlig provokation springer den anden figur pludseligt op på et bord, og begynder at dolke spørgeren i ansigtet gentagne gange. Voldsudøveren er naturligvis den, der deler navn med filmen – Morgan.

Der går herefter ca. tyve minutter før vi får lov til at se Morgan. Muligvis instruktørens hyldest til de klassiske monsterfilm, hvor væsenet ikke konkretiseres før ganske sent. Indtil da skal sikkerhedsrepræsentanten vises rundt i forsøgscentret, der foruden bunkerkonstruktionen består af et gammelt, lettere forfaldent træpalæ. I huset opholder forskerteamet sig, når de ikke arbejder med Morgan. Det er også her at Lee får at vide hvordan Morgan er blevet til, og får fremvist video af hendes ekstraordinære opvækst. Spørgsmålet er selvsagt, om Morgens voldsomme udfald mod forskeren var en engangsforeteelse eller om det er på tide at skrinlægge projektet, fordi ingen er i stand til at styre væsenet. Er Morgan en ”hun” eller bør man i stedet omtale Morgan som en ting, som ”den”? For at afgøre dette med sikkerhed tilkaldes en adfærdspsykolog udefra.

Som nævnt er det starten af filmen der så afgjort ender med at være den mest interessante, for filmen leger bevidst med binære modsætninger: det menneskeskabte mod naturen, kunstig intelligens stillet overfor menneskelig empati og selvsagt bureaukratiet – i form af selskabets udsendte Lee - i kontrast til den gruppe af forskere, der har gydt sjæl og hjerteblod i Morgan-projektet. Især Morgan er en sammensat størrelse. Det ene øjeblik fascineres man af hendes naive tilgang til verden, for det næste øjeblik at se tegn på galskab og medfødte (eller forprogrammerede) urinstinkter. Når man som seer konstant bliver i tvivl om hvordan fortællingen kommer til at udvikle sig, føles det altid interessant og forfriskende.

Som nævnt holder dette dog op. Filmens sidste halve time vælger selvsagt at føre handlingen over i et mere actionfyldt gear, der ender med at blive for formularisk og repetitivt. Science fiction fans har set lignende ting et utal af gange før. Når det så er sagt er filmen ganske voldsom i sit udtryk og det fungerer bedre end i mange andre film, idet fortællingen har lykkedes ganske godt med at bygge sine primære karakterer så fint op indledningsvist.

For både science fiction fans og andre kulturnørder er filmen ladet med masser af intertekstuelle referencer til andre værker som man kan mæske sig i. En af de mest tydelige filmreferencer er sikkert replikken ”I’m sorry, I can’t do that, Lee” som synes at recycle Kubricks 2001. Eksempelvis ville man også kunne se nærmere på indstillingen af kvinden i vandet mod filmens slutning, der virker som en direkte visuel reference til Waterhouses berømte maleri af Ofelia. Undervejs er der flere af den slags intertekstuelle lege, men det bliver aldrig anmassende eller for meget af det gode. For det meste bliver referencerne anvendt ganske fint og subtilt. Bare ærgerligt at resten af filmen desværre ikke også er det.

Morgan er på ingen måde hverken så visuelt eller narrativt raffineret som sine kloner f.eks. Ex Machina . Til gengæld kan man så glædes over både det gode ekstramateriale der bl.a. byder på kommentarspor fra den debuterende spillefilmsinstruktør, men langt mere interessant samme fyrs kortfilm Loom, der på mange måder er både langt mere original og som med garanti vil appellere i langt højere grad til hårdkogte science fiction fans blandt seerne. Sørg for at få set den, men gør det efter du har set hovedfilmen, for har man først set Loom og baserer man ens forventninger til Morgan på baggrund af det, vil man nok ende med at blive endnu mere skuffet.