At krigens ofre ikke udelukkende består af de stridende parter i en given konflikt, men tillige af civile er næppe en overraskelse. Takket være global nyhedsformidling er det muligt at opleve disse mange personlige tragedier næsten dagligt når udenrigskorrespondenter eller lokale rapportere skildrer dagligdagen fra verdens brændpunkter og krigsskuepladser. Ej heller de mange fiktive skildringer af krig, være det iscenesættelser af de to verdenskrige, de mange konflikterne i Sydøstasien eller senest offensiver i Mellemøsten, undlader at vise os hvor svært livet kan være blandt mennesker, der blot forsøger at få deres liv til at hænge sammen i krigens skygge.

At føre krig i det 21 århundrede kan, til trods for teknologiske fremskridt og muligheden for at anvende den mest avancerede våbenteknologi stadigvæk være en rigtigt beskidt affære. Det er blandt andet det, som er omdrejningspunktet i den nye thriller Eye in the Sky - en film der primært fokuserer på den ”fjernstyrede krig” som England og deres allierede fører gennem brugen af droner udstyret med forskellige våbensystemer.

Filmen er ikke den første som kapellet har anmeldt om dette emne, for sidst i 2015 dukkede Good Kill - en film der virkeligt formåede at vise tilskueren hvilket enormt pres der hviler på operatøren af disse fjernstyrede dræbermaskiner, selv om de fysisk er meget langt væk fra det sted, hvor blodet bliver udgydt.

I Eye in the Sky følger seeren den engelske kommandør Katherine Powell (spillet af Hellen Mirren), der via sine agenter i Kenya har fundet frem til at der skal være et møde mellem et par nyligt radikaliserede unge mennesker og nogle prominente medlemmer af terrororganisationen Al-Shabab. De skal mødes i et hus, der ligger i udkanten af en millionby og indledningsvist handler missionen blot om at pågribe de mistænkte så snart de har fastslået deres identitet. Til dette har kommandøren lokalt militært stående klart til at gribe ind, når først dronerne har fotografisk bevis for at terroristerne er samlet.

Uheldigvis flyttes mødet dog ind i et tættere befolket byområde i en bydel kontrolleret af Al-Shabab, så muligheden for militær intervention er pludselig ikke længere en mulighed. En indgriben ville blot lede til åben gadekrig mellem militæret og militsstyrkerne og tabstallene for civilbefolkningen vil derfor eksplodere. Det lykkes dog at få en miniaturedrone (forklædt som en stor skarabæ) sendt ind i huset. Både den og så den fjernstyrede mekaniske ”kolibri” som de engelske myndigheder benytter er gode filmiske gimmicks, men bryder også med den følelse af en realistisk situation som filmen i øvrigt forsøger at skabe. Tilstedeværelsen af disse dingenoter bliver lidt for James Bond-agtige til at man helt kan tage scenerne alvorligt, især når de billeder, der transmitterer til England har mindst lige så høj billedkvalitet som filmens øvrige scener.

Med hjælp af deres bille-drone opdager militæret, at der er tre af de mest eftersøgte medlemmer af terrorbevægelsen til stede, men hvad værre er, så ser de noget, som gør at situationen bliver langt mere alvorlig. Så alvorlig, at kommandøren finder det nødvendigt at indhente tilladelse om at affyre missiler mod huset. Missionen er nu at dræbe dem alle, før de potentielt kan udføre deres terrorhandling.

Filmen virker ganske realistisk i den måde som den skildrer kommandovejene i forhold til at det er en engelsk ledet aktion, der benytter sig at et tæt samarbejde med det amerikanske luftvåben (som styrer dronerne) og ikke mindst de enheder der er til stede lokalt i Afrika. Derfor krydsklippes der også konstant mellem kommandøren, en stab af engelske politikere og advokater, der diskuterer de etiske og moralske spørgsmål, de amerikanske styrker, de lokale og så en helt almindelig børnefamilie, der bor og arbejder i nabohuset til det sted hvor de formodede terrorister er samlet. Det er denne vekselvirkning mellem perspektiver, der har til hensigt at opbygge filmens grundlæggende suspense.

Problemet er blot at dette ikke helt bliver så neglebidende spændende, som det måske var tiltænkt. Det kan godt være, at der er flere af de medvirkende, fra droneoperatøren og dennes makker til de lokale afrikanere, bliver virkeligt presset i løbet af filmen, men det bliver blot aldrig helt så intenst som man ellers kunne have håbet på.

Det er måske fordi den føromtalte Good Kill fremsatte en lang række forskellige scenarier, hvor manden der sidder med dødsjoysticket i Nevadas ørken, blev tvunget til at træffe en lang række meget svære etiske valg i forhold til om der skulle affyres missiler eller ej, at den nye film virker en smule langtrukken i sammenligning. Dette gør den mest fordi, at Eye in the Sky benytter sin halvanden time på udelukkende at skildre en enkelt tilspidset situation.

Omvendt set så er skuespilpræstationerne i Eye in the Sky langt bedre, for ikke alene på grund af Hellen Mirren og Aaron (Breaking Bad) Paul, der spiller dronepiloten, men Eye in the Sky er den sidste film, hvor det er muligt at opleve Alan Rickman, der lige som så mange andre superstjerner forlod denne verden i 2016. Faktisk bør man se Eye in the Sky alene på grund af Rickman, for selv om han ikke har en bærende rolle, er det alligevel dejligt at se manden en sidste gang.

Dramaet er til stede og havde utvivlsomt virket langt stærkere hvis ikke Good Kill havde været det mest nærliggende sammenligningsgrundlag. Eye in the Sky fungerer også langt hen af vejen, men den bliver lidt for langsommelig til at den kan opretholde sin spænding og så kunne man måske også kritisere filmen for at tegne et lidt for humant og karikeret billede af de mennesker, der i sidste ende tager beslutningerne om civile tab er acceptable i sådan en situation. For som det gamle ordsprog så kynisk og rigtigt siger så ”gælder alle kneb..”