Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Street Kings (109 min.) Biografversion / Twentieth Century Fox
Anmeldt 23/4 2008, 20:54 af Torben Rølmer Bille

Dummere end politiet tillader?


Dummere end politiet tillader?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er nu synd for Keanu! Det er som om han, på trods af de meget forskellige professioner som hans filmkarakterer engang gives, bliver noget så listerligt typecastet. Fra hans rolle som Ted fra den klassiske pre-Wayne’s World firserkomedie Bill and Teds Excellent Adventure, til Dracula, Matrix og nu den helt aktuelle Street Kings har fællesnævneren altid været, at Hr. Reeves altid har påtaget sig roller, som aldrig helt var klar over, hvad fanden der egentlig foregik omkring dem. Derfor er den arketypiske (og noget ondskabsfulde) parodi på Keanu en ung fyr, der med munden hængende lidt debilt åben ser sig forbløffet omkring, som om han ikke fatter en brik.

Ovenstående udmelding er naturligvis overdrevet i satirens hellige navn, for denne anmelder hører faktisk til dem, der synes at førbemeldte skuespiller ser blændende godt ud på det store lærred, har en god karisma, samtidig med at de film, som han vælger at spille med i, med få undtagelser, alle er interessante. Street Kings starter meget lovende, men hurtigt opdager man, at filmen ikke formår at holde standarden. Rent faktisk ender den nærmest med at lange en fornærmende lussing ud til de mest vågne blandt biografgængerne.

Street Kings tager udgangspunkt i den hårdkogte politifilmsgenre, og endnu engang er det centrale den fine linje, der eksisterer mellem korrupte, magtmisbrugende strømere og de ekstremt (selv)retfærdige af slagsen, som hårdnakket håndhæver lovens bogstav ”efter bogen”. Detektiv Tom Ludlow (Reeves) er en af de barskeste strømere i LA. Filmen åbner op med at vise Tom vågne op med rystende hænder, tjekke at der er kugler i pistolen, som han har brugt som sovedyr, kaste gårsdagens vodkarest op i toilettet, børste sine tænder, rense pistolen, for så at tage på natarbejde.

Tom er en mand, der lige som så mange andre arketypiske politiantihelte er både handlekraftig og har en mængde skeletter i skabet. Han er typen, der altid får arbejdet gjort, selvom det nogle gange indbefatter at manipulere med bevismaterialet, affyre pistoler fra døde forbryderes hænder, og i det hele taget omgå de regler, der normalt er garant for, at politibrutalitet og unfair behandling ikke forekommer.

Tom er spydspidsen af en rå enhed i LAPD, ledet med hård hånd af den nyudnævnte Capt. Wander (Whittaker), der som den selvudnævnte konge af sin enhed giver filmen sit navn. Wander har altid taget sig af Tom og set den anden vej, når der blev brugt metoder, som ikke tåler offentlighedens kritiske blik. ”Når det ikke er i rapporten er det aldrig sket”, lyder mantraet. Den knaldhårde afdeling bliver konstant overvåget af Interne Anliggender - med god grund.

Det der sætter filmens handling i gang er drabet på en af Toms tidligere kollegaer. Han var engang med i Wanders hårde kerne af strissere, men har nu, da han blev ekskluderet, besluttet at overdrage Tom på et sølvfad til IA. Tom følger en dag efter kollegaen, men døgnkiosken, de går ind i, røves pludselig af to maskerede mænd. Kollegaen henrettes for øjnene af Tom, der kun havde til hensigt at uddele et lag øretæver til hans tidligere ven. Selv om Tom efterfølgende flere gange får at vide, at han skal lade sagen ligge, er den personlige vendetta stærkere end fornuften - og Tom sætter sig derfor for at komme helt til bunds i sagen.

Det er et under, at James Ellroy optræder som medforfatter til Street Kings, for selv om filmen både er barsk, brutal, foregår i LA, har en god dialog og ikke mindst en håndfuld habile skuespillere på rollelisten, så må man altså forbavses over, hvordan materialet er blevet forvaltet. Den sammensværgelse og alle de sammenhænge, som Tom først opdager i løbet af filmens sidste kvarter, har den kvikke tilskuer altså vidst i næsten en time, hvis denne ellers har blot et minimum af årvågenhed og måske endda kender til lignende plots fra andre kriminalfilm. Derfor kan det altså komme til at virke noget fornærmende, at vi, der skal være vidner til Toms mere og mere desperate situation, og set hele hans lidelseshistorie, har langt nemmere ved at gennemskue sammenhængende, end han selv har. Han burde endda have langt bedre analytisk tæft end os, hans profession taget i betragtning.

På den måde fylder Street Kings benzin på fordommenes blussende bål; enkelte politimænd er ikke kun alkoholiserede svin uden nævneværdigt følelsesregister, de er også virkelig nemt korrumperbare. Af dem er der en håndfuld, som end ikke er en tøddel bedre end de forbrydere, de jagter, og som tillige er så langsomt opfattende, at de ikke ville kunne opklare en sag, selv hvis den blodindsmurt kom kravlende hen til dem og stønnede navnet på morderen op i deres åbne ansigt. Det gør, at Street Kings, på trods af sine gode intentioner, hurtigt ender med at blive en genrefilm, der hurtigt glemmes igen.

P.S. En allersidste kommentar til Street Kings er tilstedeværelsen af Hugh Laurie, der giver en glimrende præstation som lederen af I.A. Uanset hvor god en skuespiller Laurie er, så er det altså meget svært for fans af Blackadder at se ham i seriøse roller.


Forrige anmeldelse
« The Invasion «
Næste anmeldelse
» Kærlighed i koleraens tid »


Filmanmeldelser