Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Shine a Light (122 min.) / Nordisk Film
Anmeldt 16/4 2008, 18:48 af Claus Krogholm

Shine a Light


Shine a Light

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den unge Mick Jagger blev spurgt, hvor længe han troede, Rolling Stones ville holde. Forsigtigt optimistisk svarede han: 3 år. Nu 45 år senere er der så premiere på Martin Scorseses koncertfilm Shine a Light med netop Rolling Stones.

Filmen starter med forberedelserne til koncerten og filmen; det har nærmest karakter af en the making of... integreret i selve filmen. Der er forskellige, og til tider modsatrettede, interesserer, der skal tilgodeses. Scorsese vil gerne have kameraer på scenen for at kunne få nærbilleder; Mick Jagger er bekymret for, at de kommer i vejen og ødelægger publikums oplevelse af koncerten. Scorsese vil gerne have en set-liste, så han kan tilrettelægge kameraers placering mm. Stones vil helst ikke beslutte noget før i sidste øjeblik, da alt afhænger af stemningen på aftenen. Og så er der hensynet til de særlige gæster i publikum: Bill Clinton og hans følge på mere end 30 personer, der først ankommer i sidste øjeblik og skal eskorteres på plads. Ovenikøbet er Hillarys mor forsinket... Men så, lige før Stones går på scenen, får Scorsese set-listen og kan beordre et kamera på Keith Richards, og koncerten er i gang med "Jumping Jack Flash".

Derefter handler det om koncerten, krydsklippet med en række gamle interviews med Stones. Alle medlemmer har passeret 60 år - yngste mand er Ronnie Wood, der er født i 1947 (og kom først med i 1974) - og det afslører nærbillederne tydeligt. Men det fornægter sig heller ikke, at Stones har 45 års erfaring at trække på. Det er fire herrer, der ved, hvordan varen skal leveres. Filmen viser også, at der er en arbejdsdeling, som afspejles i, hvordan scenen bruges. Forrest er Mick Jagger, der står for showet og publikumskontakten. Midt på scenen finder man Keith Richards og Ronnie Wood (suppleret af Darryl Jones på bas som afløser for Bill Wyman, der forlod Stones i 1993). Her drejer det sig om musikken, hvor de to guitarister spiller op til og mod hinanden. Og bagest, bag trommerne, sidder Charlie Watts, der ikke har lagt skjult på, at Rolling Stones er et arbejde, han passer, fordi lønnen er god (når Watts skal more sig, så foregår det i hans jazzband. Watts er en stor Charlie Parker-fan). Ved at fremhæve denne fordeling af scenerummet får Scorsese samtidigt fremhævet de tre dimensioner, Rolling Stones består af: show, musik og arbejde/forretning.

Der er tre gæster med på scenen. Første mand er Jack White, hvilket giver mening for så vidt, at White Stripes er en moderne arvtager til den bluesbaserede tradition, Stones er en tidlig inkarnation af. Det understreges af den anden gæst, guitaristen Buddy Guy, der medvirker på klassikeren "Champagne and Reefer". Det er i særklasse koncertens højdepunkt, hvor det ikke mindst er tydeligt, at Keith Richards ville foretrække at hele koncerten havde været en jam med Buddy Guy. Tilsvarende er man heller ikke i tvivl om, at Keith Richards ikke helt kan se meningen med den sidste gæst: Christina Aguilera. Hun synger duet med Mick Jagger - og gør det udmærket - men hun optræder ikke med Rolling Stones. Det giver lidt indtryk af, at det er barnebarnet, der har fået lov til at komme med på scenen.

Shine a Light er først og fremmest en film for Stones-fans. Som koncertfilm - og ikke mindst som en Martin Scorsese film - skuffer den lidt. Især savner man noget mere Scorsese. Hans The Last Waltz (1978) er en klassiker blandt koncertfilm, og hans udsøgte fornemmelse for at sætte billeder og musik sammen, som man kender fra hans andre film, kunne give forventning om mere, end man får her. Indledningen peger på de konflikter og problemer der er, når to medier - filmen og koncerten - skal forenes; og to temperamenter - Jagger og Scorsese - støder sammen. Men det forsvinder, da først koncerten er i gang. Det kunne ellers være interessant at have se mere til, hvordan Scorsese løste opgaven; hvilke valg der blev truffet undervejs, hvilke kompromisser der var nødvendige. De indklippede sekvenser med gamle interviews giver punktnedslag i Stones' karriere, ikke mindst med fokus på de mange kontroverser, der har været i årenes løb. Det sætter naturligvis den kontroversielle historie i perspektiv, når Sir Mick Jagger nu synger "Sympathy for the Devil" foran et publikum, der bl.a. består af tidligere - og måske kommende - præsidenter.

Men filmens overordnede indtryk er, at man i dag helst udglatter alle kontroversielle sider. Rolling Stones er i dag en velsmurt og velfungerende underholdningsmaskine. Der er sådan set ikke noget at udsætte på den vare, der leveres. Men man føler sig heller ikke udfordret. Som kontrast kan man passende gense Albert & David Maysles dokumentar- og koncertfilm Gimme Shelter (1970) - og ikke mindst gøre sig overvejelser angående den betydning, "Sympathty for the Devil" får i den film.


Forrige anmeldelse
« We Own The Night «
Næste anmeldelse
» Off Screen »


Filmanmeldelser