Jim Terrier (Sean Penn) er en soldat for et privat sikkerhedsfirma, en hård kriger, som ikke desto mindre har et blødt punkt for den humanitære læge Annie (Jasmine Trinca), mens de er udstationeret i Congo. Deres romance er kort, fordi Jim bliver beordret til at snigmyrde et prominent medlem af regeringen i Congo. Da mordet er ført ud i livet, flygter Jim fra landet og forlader Annie.

Otte år senere, mens Jim er tilbage i Congo for at gøre bod for sine synder, bliver han selv udsat for et snigmordsforsøg. På flugt og med ganske få venner vender han snuden mod Europa for at finde sine eksmakkere. De er blevet lovlige og forretningsmænd, såsom Cox (Mark Rylance) og Felix (Javier Bardem), og kæmper på den politiske scene. Jim indser hurtigt, at hvis han vender tilbage til skuddueller og nærkampe, vil det ikke blive nemt, ej heller at vinde den tabte kærlighed til Annie tilbage.

The Gunman er en ny film i den subgenre, hvor ofte ældre, kendte skuespillere spiller actionfyldte roller, som ofte involverer slåskampe og voldsomme maskingeværdueller. Manden, som i princippet startede trenden, med Luc Besson, er også instruktør denne gang (Pierre Morel stod også bag Taken). Dog vil jeg sige, at The Gunman har langt mindre action, end hvad man kunne forvente, og vægter dramaet højere end normalt. Resultatet er en noget blandet følelse. Dem der håber at filmen vil blive den næste Taken vil blive skuffet. I den grad.

Fra et instruktørmæssigt synspunkt viser Morel en klar filmisk vision, som forvandler en actionfilm om til noget, der er (visuelt set) mere kunstnerisk og nuanceret end andre film i actiongenren. Foruden de visuelle metaforer og ikonografien formår de få actionscener i filmen at genfange de blændende spændinger fra den originale Taken. Kameraføringen af Flavio Martinez Labiano (Unknown, Non-Stop) er frisk og krystalklar og er generelt fyldt med farver og billeder, som vil behage publikums øjne.

Desværre er der et par nye manuskriptforfattere bag filmen, som ikke gør historien strømlinet nok. Filmen bliver kvalt af et hav af plottråde, som gør det svært at håndtere og endda svært at forstå relevansen af alting, der sker for øjnene af dig. Verdenerne, der inkluderer det geopolitiske, spionage og det humanitære, bliver alle blandet sammen – alle med hver sit miljø og politikker – og gør det sværere for os at gennemskue begivenhedernes og udviklingernes mening og forståelse. Alt i alt: der er for meget af den bogs (som filmen er baseret på) historie, som er pakket ind i manuskriptet.

Den største fejltagelse er uden tvivl, at der mangler action og tempo i filmen. Selvom mange vil forvente en ny version af Taken, er The Gunman i stedet metodisk langsom i sin opbygning af actionsekvenserne. Morel formår at filme nogle spændende scener, men de kan blive talt på én hånd og bliver kun leveret efter lange strækninger af langsom plot- og karakterudvikling. Når der så endelig kommer action, er det ofte så brutalt, at det kommer i strid med den kunstneriske sensibilitet, som filmen ellers udviser. Selvom Penn og co. sørger for, at kampscenerne og skudduellerne ser realistiske og flotte ud, er der alligevel ikke noget innovativt i scenerne.

Selvom The Gunman har en flot række af talentfulde skuespillere til stede, bliver de brugt på en højst besynderlig måde. Penn er i tre forskellige film (action, romantik, hospitalsdrama), hvilket gør det svært for ham at udføre en sammenhængende og medrivende præstation. Javier Bardem virker til at spille nøjagtig den samme rolle, han spillede i The Counselor, og hans skuespilpræstation er i den grad lige så over-the-top. Filmen ved ikke, hvad den skal gøre med hans rolle som Felix, så vi får egentlig ikke rigtig noget ud af det, vi investerer i den tid, vi har sammen. Midt imellem har vi Jasmine Trinca som Annie: en rolle som virker til at være vigtig, men som i sidste ende kun er en slags MacGuffin for at få hovedpersonen fra A til B. Når det så er sagt, så gør Trinca, hvad hun kan med rollen, og formår endda at få lidt kemi ud af scenerne med Penn.

Birollerne bliver optaget af fantastiske skuespillere, selvom rollerne i sig selv er ufattelig små. Idris Elba er en Interpol-agent, som kunne have været udeladt, og Ray Winstone og Mark Rylance gør det, de kan, for at gøre de stereotypiske roller mere interessante. Andre skuespillere – som finske superstjerne Peter Franzen – kommer og går i endnu mindre roller, men giver filmen en flot tilstedeværelse, hvor der kunne have manglet noget.

The Gunman er alt i alt mere en undersøgelse af hovedpersonen end en spirituel efterfølger til Taken. Filmmageriet er solidt, men historiefortællingen er alt, alt for indviklet for sit eget bedste og slet ikke medrivende. Trailerne lovede os en stjernespækket actionfilm, men hvis det er det, du regner med, vil du kun ende med at blive skuffet, åh så skuffet.