En af de måske mest overraskende ting ved den nye serie med Jack Bauer, er at den til trods for sin titel 24, (hvilket normalt har indikeret at serien foregår i en periode på 24 timer, i ”real time”), nu kun varer tolv. Det gør dog ikke så meget, for som kerneseere af 24 sikket vil give undertegnede ret i, så er har der været afsnit, der mest af alt fungerer som fyld, i forhold til at serien netop er bygget op om dette koncept og som kan være lidt træge at komme igennem.

Når man skærer fedtet fra, altså cirka halvdelen af afsnittene, er der også mere man skal nå på halvdelen af tiden, hvilket gør, at 24: Live Another Day bliver en virkelig intens thrilleroplevelse, hvor fremdriften er sat i førersædet og den handlingsmæssige speeder som oftest er presset helt i bund! Kort sagt, er det både skønt at se den moralsk ambivalente agent Jack Bauer komme i aktion igen, efter den planlagte 24-spillefilm kuldsejlede i 2012. Det er ligeledes forfriskende at opleve, at serien formår at bibeholde sit oprindelige, letgenkendelige koncept, selv om der, som nævnt, er skåret halvdelen af tiden fra.

Med frygt for at afsløre for meget, for alle de der endnu har 8. sæson af 24 til gode, så starter den ny serie fire år efter sæson otte sluttede og Jack Bauer blev tvunget til at forsvinde fra jordens overflade. Han dukker i første afsnit uventet op i London, omtrent samtidig med at den amerikanske præsident er i byen, for at forsøge at underskrive en aftale om nogle militærbaser med den britiske premierminister. Det skal vise sig Jack har opgivet sit eksil med et formål, for hans tidligere arbejdsgiver bliver nemlig snart truet på livet, ja, hele London bliver faktisk truet.

Hvordan og på hvilken måde skal man naturligvis selv se serien for at finde ud af, men som i de forrige sæsoner forsøger serien at skabe et højspændt thrillerscenarie, der samtidig forsøger at bevare en eller anden form for autencitet. Dette ses både i seriens bevidste forsøg på at gengive de forskellige handlingsstrenge i realtid (selv om den nævenyttige anmelder indimellem må anfægte hastigheden som figurerne kommer fra det ene sted til det andet), dels ved konsekvent at gøre brug af håndholdt kamera, der som bekendt sender tankerne hen mod noget dokumentaristisk.

Selv om disse elementer, som var nyskabende ved seriens start, måske kan virke lidt fortærskede i dag, er seriens stil blevet så ikonisk, at det er svært ikke at holde af det alligevel, også selv om man denne gang som nævnt kun får 12 timer.

Serien er virkelig godt pacet og man keder sig derfor ikke et eneste øjeblik, mens vi ser politikere være handlingslammede, cyber- og traditionelle terrorister planlægge ubehageligheder og Jack styrte rundt for at forsøge at forhindre at verden endnu engang går under. Det er ganske interessant, narrativt og plotmæssigt set, hvorledes seriens forfattere er i stand til at få løst op for seriens gordiske knude fire, fem afsnit fra slutningen, for så bare at skifte gear og afslutte det hele endnu mere spektakulært.

Serien foregår, som nævnt i London, hvilket også er et kærkomment skift fra mange af de andre sæsoner der primært foregår i USA. Det kan godt være at det bliver en smule svært for en gammel engelsklærer at acceptere Stephen Fry som de engelske premierminister, men til gengæld er William Devane mindst lige så utroværdig i sin rolle som den Alzheimersramte amerikanske statsleder. Det er også en blandet fornøjelse at se Chloe (Mary Ann Rajskub) igen, for selv om hun stadig har evnerne som it-analyseekspert og Jacks forlængede digitale arm, så er hun nærmest uigenkendelig. Chloe har nemlig nu punket, kortklippet, sort hår og en delvist introvert attitude, der gør at hun forekommer som en ikke særligt vellykket Lisbeth Salander-klon. Til gengæld er det fedt, at hun igen er med i serien, selv om hendes forvandling virker noget mærkværdig.

Alt i alt føles 24: Live Another Day som en gammel ven der kigger forbi på et hurtigt visit og som i mellemtiden har vundet i lotto. For selv om der ikke er tale om en spillefilm, er både actionsekvenserne og hele produktionsdesignet en spillefilm værdig. Der er stort set ingen døde passager og keder man sig undervejs, er man søreme selv uden om det, for seriens skabere har virkelig sat barren højt og skabt en letfordøjelig, actionthriller, der er spændende og vellavet fra første indstilling og frem til slutningen.

Der er altid de, sikkert kulturradikale surmulere, der vil påstå at Jack Bauers figur er skabt af den fond der er blevet kogt på amerikansk selvforherligelse, individualitet og en nærmest hysterisk form for patriotisme og loyalitet, men de kan bare holde kæft, for ellers kommer Jack forbi og krænger dem om til sommerhat! Jack Bauer er tilbage i storform og man kan nu blot ønske, at dette ikke er et punktum for figuren, men derimod et ultrasejt komma, for jeg tror der er flere ude i fiktionsland, som gerne ser ham i aktion igen snart.