Selvom filmene selvfølgelig har sine mangler og svage sider, må man uundgåelig blive fascineret af det danske independent-filmmiljø. Filminteresserede, der ikke har kunnet lade kameraet ligge siden filmlinien på ungdomsskolen, samler sig i og omkring nogle afsøgninger af, hvad det vil sige at lave film for relativt få penge – og det kommer der rent faktisk nogle interessante film ud af. Men det er vigtigt, at de også skal vurderes – og ses – som film lavet af filmfolk med forkærlighed for håndværket, men ikke nødvendigvis nogen professionel og uddannelsesmæssig baggrund. Men ses det skal de!

Den film, der efter alt at dømme var med til at sætte det i gang i spillefilmslængde, er Brutal Incasso fra 2005. Før denne lavede folkene omkring produktionsselskabet Lone Tower Visuals kortfilm, som i dag ikke er nemme at få fat på. Men det er da også mest interessant at se de færdige forsøg på at brænde igennem med film af anseelig længde. På udgivelserne – for mange af filmene er efterhånden kommet på dvd – kan man desuden følge de implicerede på nært hold (eller skulle vi sige nørdhold, for filmnørder er de – og det er det, der er dejligt). Der er fyldige interviews og bag-om-stads nok til, at man kan få en god fornemmelse af, at de her fyrer udspringer af en sand lyst til at lave film – og ikke mindst en forkærlighed for bestemte stile og instruktører.

Derfor er det originale islæt som regel ikke i filmene selv, men i at de rent faktisk er blevet produceret – det er nærmest en produktionsmæssig avantgarde mod de større danske produktionsselskaber, der svinder hen i selvtilstrækkelige genindspilninger. Og når det skal kaldes produktionsmæssig avantgarde, så er det fordi de blot stiller sig uden for apparatet – men tager nogle yderst etableret stilarter med sig. Det gjaldt fx den senest udkomne Craig, som Kim Sønderholm instruerede, der er en stilmæssigt acceptabel thriller. Det gjaldt også Nicholas Russel Bennetzens flotte Glimt, der for ikke mere end 25.000 kr. lavede en beundringsværdig homage til den japanske gyserfilm. I Brutal Incasso er det tydeligvis Quentin Tarantino, der er den store inspiration.

Ikke nok med at humoren og grovheden er forsøgt etableret i stil med cinema of the cool, så er selve fortællingen også nærmest en grovkornet Pulp Fiction. Den handler om gangsterparret Michael og Jim, der ved et uheld kommer til at slå en klient ihjel og skal have bortskaffet et lig. Det er i sig selv svært nok, så sagen kompliceres da også yderligere af, at gangsterbossen LC vil have Michael og Jim til at skaffe de penge, som de skulle have fået af klienten. Det er nærmest kun en Miss Mia Wallace, der mangler, før denne tarantinoesque fik bygget sig en fordanskning af Pulp Fiction.

Alligevel bærer Brutal Incasso nogle interessante træk, som gør den seværdig. Netop hvor Craig fejler i sit forsøg på internationalisering af sproget, så får Brutal Incasso faktisk skabt et godt grundlag for humoristiske indslag. Ikke nok med det! Sammen med humoren, der også er afspejlet i actionssekvenserne (det er en vaskeægte actionfilm også lidt i stil med Lasse Spang Olsen), så er der i postproduktionen blevet kreeret nogle helt igennem acceptable visual og special effects. Særlig stærk står en bileksplosion i slutscenen.

Derfor er Brutal Incasso på ingen måde en dårlig film! Den har sit halvdårlige skuespil, lidt forstilt karakterdramatik og replikudveksling, og en lidt utjekket scenografi, men niveauet hæves af et cool soundtrack, en flere steder ganske gennemført klippeteknik og nogle overraskende gode effekter. Og så er dvd-versionen i sig selv etiketeret med humor: Man får ikke mindre end en megapacked special uncut collector’s edition deluxe. Så bli’r det bare ikke bedre!

Læs også om Craig, Glimt og Næste skridt her på siden. Læs desuden essayet ”Dansk filmindustri anno 2008”, hvor independent-miljøet behandles.