Der er sikkert ikke ret mange, som kender navnet Frank Sidebottom. Det skulle da lige være hvis man havde boet i England i firserne. Hr. Sidebagdel optrådte første gang på et tv-program, der hed TX i 1985 og selv om han spillede på sin bajolele (en krydsning mellem en ukulele og en banjo) og sang sine sange, var det man lagde allermest mærke til det store papmachehoved med de stirrende øjne, som han altid udstyret med. Et hoved som figuren, der blev spillet af den nu afdøde komiker Chris Sivey, aldrig tog af.

På mange måder var mystikken omkring Franks identitet det, der gjorde ham interessant, eller i al fald mægtigt fascinerende, lidt ligesom er tilfældet med kunstnere som The Residents, KISS eller i nyere tid Slipknot, Deadmau5 eller Daft Punk. Det er Frank Sidebottoms hoved, som Michael Fassbender har iført sig, da han skulle spille hovedrollen i indie-dramaet Frank. I denne film er Frank, som for at gøre forvirringen total, ikke er den samme som den ovennævnte Sidebottom, der var både sjov og godmodig. I Frank er Frank en figur der er både ustyrligt excentrisk og en figur, der opfører sig som var han en nutidig blanding mellem Captain Beefheart og Frank Zappa.

Filmens egentlige hovedperson er dog ikke Frank men derimod den unge, keyboardspillende teenager Jon, der ikke helt kan få hans egen musik til at fungere. Da han frustreret går sig en tur i byen ser han en plakat for bandet Soronprfbs og lidt senere møder han badet ved vandkanten. Deres keyboardist har fået et nervøst sammenbrud og står skrigende i vandkanten, mens de øvrige forsøger at forhindre ham i at drukne sig selv. Jon nævner for et af bandets medlemmer, at han faktisk spiller keyboard og får derefter straks at vide, at han skal dukke op ved spillestedets sceneindgang klokken otte.

Iden Jon kan nå at komme sig over den første ganske katastrofale koncert med Soronprfbs, og hans første møde med den mærkværdige Frank, bliver han bedt om at dukke op et par dage senere på en parkeringsplads. Hvad Jon dog ikke havde indset, var at Frank og resten af bandet er på vej til en afsides beliggende hytte i Irland, for at knokle hårdt på deres plade.

Indspilningen er dog langt fra normalt for det ene bandmedlem er mere temperamentsfuld og excentrisk end det andet, men fælles for disse meget forskellige og plagede bandmedlemmer er, at de alle har en nærmest næsegrus beundring for Franks talent. Et talent som han selv dog har meget svært ved at indse, for han søger konstant at udforske de yderste grænser for hvad musik er og hvordan man undgår at ramme konformiteten. Dramaet udvikler sig naturligvis i hastige skridt herfra, men hvor det fører Soronprfbs hen, skal naturligvis ikke afsløres her.

Beskrivelsen af Frank kan måske få den ærede kapelgæst til at tænke på film som Spinal Tap, Bad News, I’m Still Here eller andre film om fiktive rockorkestre eller kunstnere, men Frank er snarere en film om utilpassede eksistenser, der gennem deres musik forsøger at finde noget fælles. Det er ikke en decideret komedie, selv om der bestemt er komiske elementer i filmen, men mest utroligt af alt er faktisk at man som seer også undervejs begynder få beundre den mystiske mand med det gigantiske plastikhoved – for selv om han gemmer sig bag en maske, så forekommer han paradoksalt nok som en af de mest nærværende figurer i hele filmen.

Filmen er fortalt i øjenhøjde med Jon og dette ofte brugte træk, hvor seeren følger outsideren på dennes rejse med de fremmedartede folk han møder, fungerer virkeligt godt for selv om medlemmerne i Soronprfbs er meget avantgarde og sære, så formår filmmagerne at gøre disse skæve eksistenser ganske troværdige. Mest fantastisk af alt er faktisk at man undervejs når at blive helt vant til Franks enorme knold og accepterer den som noget næsten lige så naturligt som Maggie Gyllenhaals kønne ansigt.

Frank er en af de slags independentfilm, som man uden at blinke vil anbefale til ens venner hvis snakken falder på den og det samme skulle gerne fremgå af denne anmeldelse. Se Frank, for den er ganske tankevækkende, idet den helt konkret synes at italesætte de valg og fravalg man tager i sit liv, foruden at være en ublu hyldest til den kreative proces. Desuden er den et drama, der faktisk formår at blive ganske gribende.