Spike Jonze er ikke en instruktør, der smider om sig med nye spillefilm hvert eller hvert andet år. Being John Malkovich (1999), Orkidétyven (2002), Where the wild things are (2009) og Hende (2013). Fire film på 14 år. Og ikke bare ligegyldige B-film, men fire film, som på hver deres måde har sat deres aftryk i filmhistorien.

Hende er Jonzes bidrag til en efterhånden meget lang række af ”boy–meets–girl”-film. Dog skiller denne sig markant ud, og burde nok nærmere betegnes som en ”boy–meets–artifical intelligent operating system”-film. Hvor underligt det end lyder, så fungerer det.

Vi møder Theodore Twonmbly (Joaquin Phoenix) i Los Angeles i en ikke så fjern fremtid. En tid, hvor LA er fusioneret med Shanghais høje skyskrabere gennem en glimrende brug af CGI-teknologi. Alt er blot lidt mere moderne og lidt mere minimalistisk end i dag. Som seer er det derfor ikke svært at identificere sig med det miljø, filmen foregår i, og det er let at forestille sig, at vores verden kunne se sådan ud om ikke så mange år. Theodore arbejder for BeautifulHandwrittenLetters.com; et firma, som specialiserer sig i at skrive ”håndskrevne” breve for folk, der ikke selv kan finde de rette ord til at beskrive deres følelser. Det er paradoksalt nok et stykke arbejde, han er yderst dygtig til at udføre, taget i betragtning af, at han har besvær med at forstå og ikke mindst udtrykke sine egne følelser. Derudover er han fraskilt; en skilsmisse, han stadig forsøger at bearbejde.

Siri eller Samantha?
For ikke så mange opdateringer siden blev vores iPhones og iPads udstyret med Siri; en art personlig assistent. I Hende er det styresystemet OS1, der er det nye sort. Det er et styresystem, som i højere grad end Siri er en personlig assistent, og som kan udvikle sig i selskab med brugeren. På baggrund af nogle få spørgsmål får Theodore tildelt Samantha, og herfra er der ingen vej tilbage. Deres forhold udvikler sig fra at være rent platonisk til at blive et kærlighedsforhold med store følelser imellem de to. Forholdet møder både fordømmelse og accept, og ligner således på mange måder de forhold, vi møder på daglig basis.

Love in a modern age
Det er ikke uvant, at vi ugentligt læser artikler, der beskriver, hvordan teknologien påvirker vores samfund i en sådan grad, at det går ud over nærheden mellem mennesker og hele den måde, vi interagerer med hinanden og er sammen på. Derfor er det også let at anskue ’Hende’ som en kritisk kommentar til netop dette emne. I hvert fald efter de første 10-15 minutter af filmen er rullet hen over skærmen. Der er stort set ingen interaktion mellem de personer, vi præsenteres for. Theodore sidder alene i sin lejlighed og spiller det, der er filmens svar på en Xbox One, og dyrker cybersex via et ear piece, og virker generelt trist og alene.

Vi lærer dog hurtigt, at det ikke er teknologien, der gør ham ensom. Han kæmper med efterdønningerne af den skilsmisse, han er ved at gå igennem, og de følelser, der uundgåeligt følger med. Dette er en vigtig pointe i forhold til at forstå filmen, for dét, der gør filmen til et underfundigt mesterstykke, er nemlig, at den ikke fortsætter ud af den vej, der blev beskrevet ovenfor. I stedet udfordrer den seeren ved gennem forholdet mellem Theodore og Samantha at stille spørgsmålene: Kan ægte følelser kun opstå mellem to levende individer? Kan ægte kærlighed opstå mellem mand og maskine? Hvem bestemmer, hvad ægte følelser er?

Mænd kan også være fulde af ømhed
Èn af de største årsager til, at denne film fungerer og ikke bare afskrives som en underlig sci-fi-film, er Joaquin Phoenix’s portræt af Theodore Twonmbly. Sidstnævnte har filmen igennem svært ved at håndtere sine (og andres følelser), og derfor er det næsten ironisk, at Phoenix portrætterer denne person med så mange ærlige og dybe følelser. Satire, ironi og offermentalitet, som så ofte benyttes i nutidens film, er fjernet fuldstændig og tilbage står vi med noget så håndgribeligt som ømhed og sårbarhed. Om det er disse følelser eller Pheonix’s skuespiltalenter skal være usagt, men Theodore Twonmbly fremstår gennem filmens 126 minutter aldrig som en karakter i en film, men som en ’rigtig’ mand. En mand, som vi kender ham fra vores egen hverdag, og dette er medvirkende til, at man har lyst til at se filmen igen og igen. Theodore virker ægte, og vi er ikke blot vidne til, men vi mærker også hans frustrationer, hans kærlighed til Samantha og hans ulykke.

Når æstetikken sætter stemningen
Fotografi, musik og produktionsdesign er vigtige elementer i enhver film. Det er dog ikke de priser, der får størst opmærksomhed, når der er award season. Vi vil hellere tale om Bedste film, Bedste skuespiller og skuespillerinde samt Bedste instruktør. Det forstår vi os på. Men produktionsdesignet, musikken og billederne i Hende er så pokkers smukke, stemningsfulde og vigtige for filmens udtryk, at de ikke bør tilsidesættes eller blot nævnes i en bisætning.

Musikken i Hende bruges på en helt særlig måde. Man ligger ikke mærke til det til at starte med, men filmen har stort set ikke nogen baggrundslyd; der er kun musikken. Dermed befinder vi os i en musikalsk boble, der fører os ind i den, i forhold til filmens enkelte scener, rette sindstilstand. Det er kun, når forholdet mellem Theodore og Samantha skranter, at vi høre lyde fra resten af filmens verden. Boblen er ved at sprænge. Produktionsdesignet samt brugen af farver og lys understøtter den stemning, som musikken er med til at sætte, og viser os eksempelvis gennem brugen af varme farver og lysets refleksioner, at filmen placerer sig langt fra de typiske sci-fi-film, der tegner fremtiden som kold og kynisk.

Spike Jonze fortæller os i stedet for med Hende, at vi på trods af at gå en fremtid i møde, hvor teknologi bliver en større og mere væsentlig del af vores hverdag, stadig har vores følelser med os. På godt og ondt. Og det er dem, der gør vores forhold til hinanden og til os selv ægte. Ikke den teknologiske udvikling i vores samfund.