Det kan lige så godt blive sagt med det samme - fortsættelsen til Abernes Planet: Oprindelsen Abernes planet: Revolutionen (org. Dawn of the Planet of the Apes) er en af de få to’ere, som faktisk er bedre end forgængeren. For denne film tager sig tid til at skildre et ganske nuanceret billede af både abernes og de overlevende menneskers samfund, hvilket normalt ikke ses i mainstreamfilm.

Under åbningsteksterne får vi, via fragmenter af fabrikerede tv-nyheder, indblik i hvad der er sket med vor planet siden sidste film. Ikke kun er de undvegne, hypeintelligente aber fra forsøgslaboratoriet forsvundet ud i et stort skovdistrikt, men de smittede også menneskeheden med en dødbringende abe-influenza, der har udryddet størstedelen af jordens befolkning.

Vi møder abernes leder - Caesar - i filmens imponerende, ordløse, åbningssekvens hvor han, sammen med de andre hanner, er på jagt efter vildt i skoven. Efter den dramatiske jagt, går turen tilbage til abernes by som de har skabt i skoven. Her har de indrettet både forsvarsværker, skole og andre rudimentære tegn på civilisation. De fleste af aberne kommunikerer gennem tegnsprog (dette er heldigvis er tekstet, for de seere, der ikke kan det) og deres indbyrdes hierarki etableres hurtigt. Caesar er toppen af poppen, mens hans næstkommanderende Koba, stadig hader menneskene indædt, for de ting han blev udsat for i laboratoriet. Caesar tvivler dog på, at der er flere mennesker tilbage, da det er flere år de sidst har set nogen i live.

Et par dage senere møder et par aber en lille flok ganske levende mennesker midt i skoven. Der affyres et skud, men Caesar skåner gruppen, da de læger våbnene væk og straks angrer deres panikhandling. Caesar advarer menneskene om ikke at vise sig i skoven igen.

De overlevende mennesker har forskanset sig i hjertet af San Fransisco hvor de forsøger at overleve under meget primitive forhold efter civilisationens kollaps. Menneskene har brug for at vende tilbage til abernes territorie, for midt i dette ligger en dæmning, som de skal have gjort funktionsdygtig, da brændstofressourcerne er ved at løbe tør og da de ikke kan overleve uden strøm. Derfor vover filmens menneskelige hovedperson – Jason – sig, til trods for abernes trusler, tilbage til Caesar og Co. til stor irritation for Koba.

I menneskenes lejr er der også flere fraktioner. Jason vil gerne samarbejde aberne, mens manden der oprindelig skød i skoven - Carver, er meget mistroisk overfor aberne. Menneskenes leder hedder Dreyfus (Gary Oldman) og hans holdning er et sted midt imellem de to. Han giver Jason lov til at tage tilbage skoven i et forsøg på at reparere dæmningen, mens han samtidig sætter sine folk til at indsamle våben fra lagrene i byen, da han frygter at aberne vil gå til angreb. Så på begge sider er der altså figurer, der repræsenterer både de der vil leve sammen i respekt for hinanden og de der vil føre krig, baseret på frygt.

Dette er naturligvis en af filmens helt centrale pointer, for selv om det ret beset skildres som mennesker vs. aber, så er filmens præsentation af en centrale strid mellem mistro på den ene side og humanisme (læs: ”abe-nisme”) på den anden. Fortællingerne i dette univers har siden Pierre Boulles roman hele tiden kredset om dette skisme. Aberne er, om vi vil det eller ej, en repræsentation af ”de andre”, hvad enten de skal ses som kommunister, muslimer eller noget helt tredje. Det handler om respekt eller foragt for det der er anderledes, for når alt kommer til alt så synes moralen at være, at selv om man opfatter verden binært, så er der måske ikke så stor forskel på fronterne, når alt kommer til alt.

Abernes planet: Revolutionen fungerer både qua sin fortælling, sine intense actionsekvenser og ikke mindst gennem de fantastiske aber, der er vakt til live takket være især Andy Serkis’ formidable mimik tilsat WETA-folkenes evne til at skabe troværdige animationer og digital pels. Det må være lidt en bet for en skuespiller som Serkis ikke at have udsigt til Oscar™-statuetter, idet der ikke er en kategori der hedder ”Best actor in an animated role” – i hvert fad ikke endnu, for eksisterede en sådan ville Caesar og Serkis med garanti løbe med prisen. Det er intet mindre end imponerende at være vidne til. Den animerede Caesar konkurrerer nemlig nemt med en stor del spillevende skuespillere i forhold til at levere en troværdig, overbevisende præstation.

Filmen er virkeligt godt pacet, er stemningsfuld og så står i skærende kontrast til en anden af sommerens storfilm nemlig Transformers: Age of Extinction da den byder på en medrivende, vedkommende science-fictionfortælling, flotte actionsekvenser og så tegnes de enkelte figurer skarpt op. Endelig gives der, som antydet, masser af plads til gråzoner og tvivl både blandt aber og mennesker. Måske kan det være en idé at gense Abernes Planet: Oprindelsen før man tager i biografen, men i biografen bør man tage, især hvis man godt kan lide science-fictionfilm der har noget på hjerte.