Her foregår i en nær fremtid, der på de fleste områder ligner vor egen tid. Et træk er dog, at computere ikke længere har tastatur; man taler til sin computer. Man skriver heller ikke breve til hinanden, men har et firma til at skrive for sig. Vor hovedperson, Theodore Twombly (Joaquin Phoenix), arbejder således for BeautifulHandwrittenLetters.com, hvor han dikterer smukke og følelsesfulde breve til sin computer, der derefter printer dem ud i håndskrift. Men evnen til at give udtryk for dybe følelser har han kun, når han skriver på andres vegne. Hans egne følelser har svært ved at komme til udtryk. Han er skilt, men har vanskeligt ved at komme videre.

En dag installerer han et nyt operativsystem - OS 1 - på sin computer; et system med kunstig intelligens, der tilpasser sig brugerens behov og personlighed. Systemet får en kvindestemme og kalder sig Samantha (Scarlett Johansson). Tøvende begynder Theodore at betro sig til Samantha som en fortrolig, han kan tale til om de følelser, han ikke evner at give udtryk for over for andre. I starten fungerer Samantha som en form for terapeut, der hjælper Theodore til at verbalisere sit indre; men som kunstig intelligens udvikler hun sig, får mere og mere personlighed og begynder at reagere empatisk på Theodores betroelser. Med tiden udvikler deres forhold sig dertil, hvor de omtaler hinanden som kærester.

Her er skrevet og instrueret af Spike Jonze, der tidligere har lavet film som Being John Malkovich (1999) og Adaptation/Orkidétyven (2002) - begge med manuskript af Charlie Kaufmann. Det er film, der som Her sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi kan betragte som virkelighed. Ikke som en modsætning til fiktion eller det uvirkelige, men ved at tilføje en dimension af ekstra-virkelighed, der udvisker de skel, vi ellers er vant til at leve efter. I Her er det den kunstige intelligens, Samantha, der synes at udvikle ægte følelser, sat over for Theodore, der kun kan give udtryk for følelser, når de ikke er ægte; dvs. når han skriver på andres vegne. I sidste instans er det også spørgsmålet om forholdet mellem kunst og liv; kan kunsten formidle det, der er essensen af at være menneske.

Her er således på mange måder en film, der rejser en række eksistentielle spørgsmål: hvad vil det sige at eksistere, at være? Kan en kunstig intelligens uden krop eksistere på samme måde som et menneske og udvikle ægte følelser? Efterhånden som hun udvikler sig, begynder Samantha således at omgås andre kunstige intelligenser og de skaber deres egne fællesskaber (f.eks. genskaber de en virtuel version af filosoffen Alan Watts, kendt for at introducere østlig filosofi, ikke mindst zen-buddhisme, til et vestligt publikum). Det er også et spørgsmål om kroppens placering og rolle i en digital verden, hvor flere og flere forhold etableres via dating sites, hvilket kan gøre det fysiske - unplugged - møde akavet.

Spike Jonze specificerer ikke, hvor langt ude i fremtiden filmen foregår. Handlingen udspiller sig i Los Angeles, men Spike Jonze låner sky-line og locations fra Shanghai, hvilket indikerer at den fremtid, der er tale om, allerede eksisterer i de østasiatiske megapoler.

I sidste instans er det dog en film, der står og falder med, om den formår at gøre forholdet mellem Theodore og Samantha troværdigt. Theodore kunne let blive enten en komisk eller ynkelig figur, der i sin søgen efter et forhold forveksler computerens programmering med ægte følelser. Men Joaquin Phoenix formår at balancere på den tynde linje mellem det komiske og det ynkelige. Han er på lærredet i stort set samtlige scener i filmen og formår at give et dybt troværdigt billede af en mand, der med stille desperation forsøger at kæmpe sig ud af den depression, han er fanget i efter sit forliste ægteskab.

Scarlett Johansson har en næsten endnu vanskeligere rolle, da hun alene med sin stemme skal skabe Samantha, så hun fremstår med personlighed og overbeviser om at der er tale om ægte følelser. Det lykkes til fulde, bl.a. fordi Scarlett Johanssons let hæse stemme har en taktil kvalitet, der giver den en form for fysisk nærvær til trods for, at der ikke er nogen krop at forankre stemmen i. Derfor fungerer de mange dialoger, hvor man kun ser Joaquin Phoenix, der ikke taler til nogen fysisk nærværende person, mod alle odds. En lille, teknisk detalje er, at Joaquin Phoenix’ stemme er optaget, så man fornemmer rummet omkring ham (baggrundsstøj mm.), mens Scarlett Johanssons stemme ikke er forankret i noget identificerbart rum.

Her er en film, der på papiret synes at være umulig. Den kunne med lethed være endt som en parodi. Men ikke desto mindre fungerer præmissen om en mand der forelsker sig i sin computers operativsystem og at følelserne bliver gengældt. Det er svært ikke at blive grebet og rørt af det umage romantiske forhold. Det kan synes nærmest mirakuløst, at det fremstår som et troværdigt og ægte forhold, men det gør det i kraft af Spike Jonzes manuskript og instruktion - og ikke mindst i kraft af Joaquin Phoenix’ og Scarlett Johanssons formidable præstationer.