Som bekendt er den ene mands frihedskæmper, den anden mands terrorist, men de terrorister der skildres i filmen Lynaktion Entebbe forekommer nærmest harmløse og blødsødne, i hvert fald hvis man sammenligner dem med de meget voldsomme terrorister, som man har set skildret på film indenfor de sidste tyve års tid.

Filmen, der oprindeligt blev lavet til det amerikanske TV tilbage i 1977, (og som i Another World Entertainments udgave er blevet næsten et kvarter længere) tager udgangspunkt i en reel flykapring fra 1976, hvor en række flykaprere der sympatiserede med Palæstina kaprede en jumbojet i Israel og tvang flyet ned i Uganda, nærmere bestemt lufthavnen i Entebbe. Her benytter diktatoren Idi Amin de tilfangetagne passagerer som led i sit personlige publicity stunt, hvor han vil vise omverden, hvor godt han sørger for gidslerne.

Gidseltagerne kræver at få løsladt en række politiske fanger og stiller et ultimatum, der går på at de vil begynde at henrette gidslerne en efter en, hvis ikke de får deres vilje. Derfor iværksætter den Israelske regering i al hast en plan, hvor elitetropper skal sørge for at bekæmpe terroristerne og naturligvis sikre at ingen civile lider overlast undervejs. Så helt efter bogen bliver der konstant krydsklippet mellem gidsler, terroristernes frustration og ikke mindst de israelske enheder, der forbereder deres angreb.

Det kan givetvis lyde ganske interessant, men før man får Michael Bay-lignende billeder af enorme eksplosioner, folk iklædt gasmasker og SWAT-uniformer på nethinden, bliver man nødt til at huske på, hvornår filmen er lavet. Der er altså dømt et noget mere afdæmpet fortælletempo og nogle ikke helt så hektiske kamerature i løbet af de to timer og tyve minutter, som filmen varer. Faktisk er der overraskende mange dialogscener man skal trækkes igennem, før filmen kaster seeren ud i decideret action.

Til gengæld er filmen proppet med mange af de skuespillere, som var populære i perioden, og hvor Charles Bronson og James Woods hører til de mest berømte. Så selv om det er en film, der følger en fast formel og selv om den er lavet til TV, så er Lynaktion Entebbe stadigvæk solidt håndværk og en film der underholder sin seer, det til trods for at enkelte måske godt – af ideologiske årsager – kan føle sig irriteret over, at filmen helt ensidigt dæmoniserer palæstinenserne og deres sympatisører, mens Israelerne ensidigt fremstiles som handlekraftige, modige helte. Selv om konflikten i Mellemøsten næppe er så sort/hvid som skildret her, så ændrer det ikke på, at amerikanske film som oftest fremstiller det på den måde.

Lynaktion Entebbe bliver aldrig en actionfilmsklassiker på linje med Ørneborgen og dertil kommer at Charles Bronson, der fylder så meget på filmens cover, faktisk ikke er så meget med i selve filmen, for det er helt typisk en film om en holdindsats og ikke som man ellers er vant til når Bronson er på rollelisten - en mands kamp mod alle. Til gengæld er det en film der sikkert vil henrykke de der holder af amerikanske b-film fra 70erne, selv om filmen ret beset er både alt for lang og ikke formår at være gribende, selv om det ellers nok havde været planen.