Magi og film har fulgt hinanden siden filmens fødsel. Helt siden filmpioneren og den forhenværende tryllekunstner Georges Méliès opdagede, at filmmediet – ud over at registrere det som var foran kameraet – kunne benyttes til at skabe illusioner med. Blandt andet ved hjælp af jumpcuts, dobbelteksponeringer og andre kameratekniske tricks har fiktionsfilmen haft mulighed for at vise publikum ting og begivenheder, som synes at ophæve naturlovene eller ligefrem være umulige.

Det umulige er også grundpræmissen for den – i skrivende stund – aktuelle biograffilm Now you see me. Den handler om fire dygtige gademagikere, der en dag pludselig modtager en mystisk invitation skrevet på et tarotkort. De vælger at dukke op på den angivne adresse, men mysteriet ender ikke her. Der springes et år frem i tiden og de fire umage tryllekunstnere optræder nu for fulde huse i Las Vegas. De har bekendtgjort en serie af tre shows, hvor de vil udfordre magiens og ikke mindst lovens grænser.

Under et af deres liveshow teleporterer de et tilsyneladende tilfældigt udvalgt medlem af publikum til dennes bankboks i Paris. Boksen tømmes og euroerne spreder sig over det amerikanske publikum, mens bankboksen i Paris forefindes tom. Det, der startede som underholdning, er nu en kriminalsag, og derfor involveres den lokale FBI-mand Dylan Rhodes modvilligt i sagen. Han kommer ud for noget af en udfordring, for idet han ikke kan forklare, hvordan tryllekunstnerne har begået røveriet, har han heller ikke mulighed for at tilbageholde dem.

Rhodes får dog snart hjælp fra både en forhenværende tryllekunstner, der nu ernærer sig ved at afsløre andre magikeres tricks og en sød, kvindelig Interpol-agent, som er blevet involveret i sagen, idet det var en fransk bankboks, der blev tømt. Det skal vise sig, at denne første illusion kun var en spektakulær begyndelse på en serie af forbrydelser, hvor tryllekunstnerne bevidst leger kispus med ordensmagten. Hvad deres motivation for disse røverier er, hvem den mystiske bagmand der oprindeligt indkaldte de fire til mødet er, og ikke mindst hvordan det hele hænger sammen, skal man selv se filmen for at finde ud af.

I sagens natur er det meget taknemmeligt at lave trylleri på film, for takket være computerskabte effekter og anden såkaldt ”filmmagi” er det nemt at bedrage tilskueren. Som Jean-Luc Godard sagde: ”Film er sandhed 24 gange i sekundet – og hvert et klip er en løgn”. Det betyder dog ikke, at det ikke er mulig at lave spændende film om tryllekunstnere og deres felt. Er man i tvivl om dette udsagn, kan man bare se Lord of Illusion, The Prestige, The Illusionist eller for den sags skyld denne film.

Det er grundlæggende en glimrende idé at kombinere den traditionelle heist-film med magiske elementer, der konstant udfordrer seerens evne til at gætte på filmens sammenhænge, eller endda forudse hvordan det hele spænder af. Der er tillige nok plottwists og falske ledetråde undervejs til at vildlede selv den mest opmærksomme seer, ligesom man er vidne til et smart korttrick.

Castet er godt, illusionerne er flot iscenesatte og selv om filmen varer næsten to timer, er det næsten magisk, hvor hurtigt tiden går. Det eneste problem, som filmen har, er måden som plottet er skruet sammen på. Begynder man retrospektivt at tænke over årsagssammenhængene i filmen, kommer meget af det fortalte til at fremstå meget utroværdigt og især i konflikt med det, som man kan vælge at kalde ”tilfældet”, men selv om man måske kan finde en del huller, er filmen samtidig mægtigt underholdende, så længe det hele står på.

Now you see me foregiver, lige som en god illusion, ikke at ville andet end blot at underholde seeren og rent tempomæssigt og visuelt virker den fint. Hører man dog til den kreds af seere, som let bliver irriteret, hvis man opdager mangler i filmens interne logik, eller som søger realisme, bør man se sig om efter aktuelle alternativer.