Kropsnært tøj med slids og svaj. Pailletter og tyl, tilsat latinamerikanske rytmer. Så er der budt op til dans – nej, ikke den vilde livsglade, men den tæmmede disciplinerede afrettede sportsdans. Turneringsdansen, der som andre sportsgrene er blevet en alvorlig international kappestrid, med hård træning og nervepirrende konkurrencer. Det miljø skildrer Katrine Philp i dokumentarfilmen ”Dans for mig”.

Udgangspunktet er den 14 årige succesrige sportsdanser Mies jagt på en ny dansepartner, der kan matche hende i jagten på dansepokaler og medaljeanerkendelse. Ved internettets hjælp når de frem til Egor, en jævnaldrende russer, bosiddende i Kina med sin moder! Egor og Mie sammenføres hos hendes rækkehus-familie i Hørsholm.

Et ideelt dansepar, promoveret og styrret af en fælles energi, jernvilje - og Mies moders ambitioner. Målet er klart: teenagerparret skal være en danselegende på de internationale gulve.

To umage teenagere.
To verdner spundet ind i et fællesskab af ”vild med dans” og hård træning. Sammen har de dansetalent, rytme og disciplin. De kan ”dansekunsten”, at udtrykke, det der engang var oprindelig livsglæde – nu indlærte motoriske bevægelser. Rytmer og trin, – som dansejuryen giver point for. Her er det to sammenbragte børn. To kulturer mødes - eller ” to søskende”, som de omtaler sig selv, der i tillært ”teenager-dans ” præsterer tæmmet og skematiseret lidenskab. Sanselige erotiske og følelsesladede rytmer. Jalousi og brændende kærlighed, danset af halvvoksne børn, for et entusiastisk festklædt publikum i kolde gymnastiksale og sportshaller.

To børn på vej ind i de voksnes verden – og hvilken verden?
Egor fremmed, følsom indadvendt. Omplantet til velfærdsdanmark. Fra sit lille værelse i rækkehuset, har computer- Skype-kontakt til moderen i Kina. Egor velbegavet, fremmed og ensom. Mie den arketypiske teenager blondine – med påklistrede sex attributter, tilsat krops-og hårspray - der skal få hende til at ligne en ”ægte-kvinde”, og som helt i overensstemmelse med sin alder, flyder over i selvoptaget pludren. Begge teenagere, promoveret og iscenesat af en professionel danseinstruktør - plus Mies allestedsværende moder. En indædt kamp, for at nå danse VM og EM, støtte af Team-Danmark til tonerne af rumba, jive, og pasodoble rytmer, i et glamourskær, i slægt med Babiedukker og cirkus- akrobatik. En kunstig verden, i skærende kontrast til jævnaldrendes pubertets-liv. Her har ambitionerne taget over. Man vil til tops.

Og det er det, der gør filmen spændende. Hvad gemmer sig bag Egors sørgmodige øjne – som allerede i åbningsbilledet giver indtryk af rodløshed og sårbarhed. Mies naive umiddelbare glæde ved alt ”det kunstige” – vipper, hår, barm…

Stjæler danseambitioner og forfængelighed de tos barn- og ungdom?
Se det må tilskueren selv dømme om. For instruktøren forholder sig neutralt. Filmen er i bedste forstand traditionel dokumentarisk, vekslende mellem interviews og reportage fra stævnerne. Kronologisk og ukunstlet. Instruktøren giver sig tid. Aldrig fordømmende, aldrig ironisk – altid loyalt og forstående, ja næsten medrevet af den kunstige verden. Samtidig filmens svaghed.

For vi vil dybere ned i de to dansebesattes karakterer, kultursammenstød og følelseskampe. Forstå, deres forskelligheder og sårbarhed – opleve pubertetens ingenmandsland mellem barn og voksen. Vide mere om de tos skæbner, svejset sammen af familieambitioner, glimmer og latinamerikanske rytmer.

Katrine Philip når – heldigvis – med ” Dans for mig” - mere end en grundig indføring i turneringsdansens vilkår. Vi oplever glimt af indre dramaer og en gryende seksualitet i overgangsfasen fra barn til voksen, hos de to elitedansere. Det er de konflikter – uden pailletter og kropsvridninger - der gør filmen seværdig.