Der findes i Danmark et miljø omkring independent-film, der når et skridt videre end blot den simple leg. Der er film, som forsøges produceret, så de – mest af alt – fremstår som den gode intention. Senest har vi set fx Nicolas Russel Bennetzon stå for den gennemført flotte Glimt, der ikke kostede mere end ti sekunder af en gennemsnitlig dansk spillefilm, og den frygtelige Næste skridt fra Morten Nørgaard. Det er klart, at man ikke kan forvente sig film, der lever op til produktioner, som har væsentlig flere kroner og mere erfaring i ryggen. Derfor må vurderingen af sådanne værker også tage udgangspunkt i, at det ikke er etablerede filmskabere, der står bag, men folk med en passion for film så stor, at de bruger – i dette tilfælde – to år på at producere et forsøg på film. Således ser ud for det seneste danske skud på independent-himlen Craig.

Craig anklages – men løslades hurtigt – for at have påsat branden, hvor hans forældre omkom, og hans søster var tæt ved. Men hurtigt står det klart, at Craig ikke er helt ved hægterne. Han lider af besværlige komplekser og udvikler en tendens til nedværdigelse og mord i stedet for at tage hånd om sine problemer – der heller ikke afhjælpes af en ligegyldig psykolog. Det hele er således hurtigt spundet ind i et psykisk drama, der udspiller sig på Craigs smertede inderside, hvor han både hører stemmer, ser syner og får ordrer fra ”the voice”.

Filmen er således et studie i en belastet psyke, og i udgangspunktet får instruktør Kim Sønderholm (der i øvrigt også spillede med i Næste skridt) da også sammensat en fornuftig idé, der kunne være blevet til en grundlæggende god film. Det stilistiske, yderst rolige grundfundament etablerer en grundtone, som er sjældent set i film denne, der egentlig udvikler sig til en nedtonet slasher-film – uden at vi for alvor ser blodet flyde. Desværre er der bare ikke blevet ryddet op i klichéerne i dialogen og Sønderholm tekniske darlings – der er simpelthen for mange kameratekniske finesser, som er komplet umotiverede, og ser ud til at være taget med, af den simple grund at er ’fede’.

Men mest af alt fremstår filmens valg af sprog helt igennem usmart og nærmest fravristende alle former for troværdighed i filmen: Filmen foregår nemlig på engelsk. Der er gjort et forsøg på – formodentlig – at nå længere ud end den danske andedam ved at lade et sammensurium af danske og udenlandske amatørskuespillere snakke engelsk, hvilket dermed bliver et studie i, hvor slemt dansk skoleengelsk lyder. Om end er det måske ikke det værste, men der er ikke gjort det mindste forsøg på at skjule, at filmen foregår i Danmark: danske vejskilte, danske øl, danske busser, danske nummerplader (men amerikanske politiuniformer!), og danske accenter. Skulle filmen have holdt sig på et – næsten uopnåeligt – troværdigt niveau på engelsk, så måtte illusionen om, at filmen ikke foregår i Danmark, i det mindste være forsøgt opretholdt. Sproget er altså filmens største fejl, og det er ganske sikkert, at filmen ville have fungeret meget bedre på dansk.

At Sønderholm har et vist begreb om at lave film, beviser den lille forsøgskortfilm Mental Disorder, der er inkluderet på DVD’en. Denne lille film viser især, hvor god han er til at benytte billeder frem for tale, og det er især en skam, at det ikke er benyttet mere i Craig, der for alvor faktisk taber på, at der snakkes sammen. Men med film som Craig er det vigtigt at se på intentionen, og her kunne den faktisk være blevet en værdig film, mens resultatet desværre er lidt et produkt, der ikke har fået det fornødne kritiske blik inden produktion. Filmens opadvendte tommelfingre er mest for den gode hensigt og enkelte sekvenser, der hæver sig over filmens generelle niveau.