I John Carpenters gyserklassiker Halloween fra 1978 blev et af den moderne filmhistories mest bemærkelsesværdige monstre født: Michael Myers. Den kronisk tavse, sortklædte og overjordisk stærke mand iført sin karakteristiske, udtryksløse, hvide maske var allerede i løbet af to film blevet til en legendarisk skurk. Derfor var der også mange fans, der blev enormt skuffede over den tredje film med titlen Halloween, for væk var Michael og i morderens sted var der en film, der absolut intet havde at gøre med de to første i serien.

Season of the Witch er derimod en science fiction/gyserhybrid, der indledningsvis kan forekomme interessant, men som takket være en lang række indholdsmæssige fodfejl og massive problemer med såvel det haltende manuskript, som en samling skuespillere, der ikke helt synes at tro på projektet - ender med at være lige så slem som man husker det fra første gang man så filmen på VHS. Det til trods af, at man denne gang var helt forberedt på, at Mr. Myers ikke optræder udover i en trailer for Carpenters original, som ses på et tv.

Halloween 3, starter dramatisk med en forpustet mand der forsøger at flygte fra nogle udtryksløse unge mænd i jakkesæt der forfølger ham. Manden ender på hospitalet hvor Dr. Challis (filmens hovedperson) oplever at manden, der knuger en græskarmaske i hænderne kun når at sige ”de vil dræbe os allesammen”, inden han besvimer. Kort tid efter får den mystiske patient besøg på hospitalet af en af de førnævnte jakkesæt der dræber ham brutalt, hvorefter manden går roligt mod sin bil, hælder benzin over sig selv og sætter ild til.

Dr. Challis er en ganske usympatisk helt, idet han er nyligt fraskilt og tydeligvis ikke kan holde fingrene fra stort set alle kvinder der krydser hans vej. Dette gælder især den unge, tiltrækkende Ellie Gimbridge, der dukker op på hospitalet og forklarer, at hun vil til bunds i omstændighederne der ledte til drabet på hendes far. Det viser sig, at alle spor peger mod den fabrik, der har lavet masken som faderen knugede i sine hænder – Silver Shamrock.

Så langt så godt, for dette setup er helt klassisk. Seerens nysgerrighed er pirret, for hvordan hænger dette mon sammen. Det skal dog vise sig at forklaringen på disse mærkværdige hændelser er så tilpas tåbelig, at selv en ganske spændende start ikke står til at redde. For idet heltepar ankommer til den afsides beliggende by hvor fabrikken ligger, er det som om filmen skifter form. Ikke alene indlogerer parret sig på et motel hvor deres naboer viser sig at være en karikatur af en familie. Muligvis er dette tænkt som bevidst komisk element, men det fungerer bare ikke.

Værre endnu bliver det idet fabrikkens hemmeligheder afsløres. For selv om fans af horrorfilm er vel vante til skulle sluge et par narrative kameler hist og her for at nyde værkerne, er de overfodrede dromedarer, der serveres her endog meget svært fordøjelige.

Dernæst kommer en masse mindre elementer, der som indledningsvis nævnt, er møgirriterende. Dette handler ikke kun om prop-fejl (Chablis’ skjorte der hhv. er nede i bukserne og hænger løst alt afhængig af klipningen) men også rent indholdsmæssige fadæser, for eksempelvis kan man undre sig over behovet for at de mærkværdige habitklædte herrer skal iføre sig handsker når de skal begå en udåd, når seeren finder ud af hvem de i virkeligheden er.

Slutteligt er musikken til filmen det eneste som Carpenter selv har bidraget med og det er utvivlsomt det værste han har skabt. Ikke alene filmens hovedtema, der i 1982 sikkert havde været meget synth-trendy, men som i dag er meget irriterende. Værre endnu er det dog med Silver Shamrocks reklamefilm, der konstant bliver afspillet, en skinger stemme der synger ”three more days to halloween, halloween, halloween..” til tonerne af ”London Bridge is falling down..”. Den sang er det eneste virkelig rædselsvækkende ved Halloween 3.

Som man nok kan udlede af ovenstående er dette ikke en film man bør (u)hygge sig med når allehelgeners aften nærmer sig. Der er Carpenters to første film langt federe – alternativt Rob Zombies to remakes af samme. Season of the Witch skal ses, hvis man har kyst til at opleve et ganske mærkværdigt firserkuriosum af en film, der både mister pusten og sin seer undervejs. Det er en af den slags film, der ikke ældes med ynde - tværtimod!