Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




I Love Huckabees (102 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 22/1 2008, 09:34 af Kim Toft Hansen

Film som filosofisk argument


Film som filosofisk argument

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes fortællinger, der benytter sin fiktionelle status til at argumentere for eller imod en sag. Og der findes film, som får os til at grine. Men det er yderst sjældent, at en komedie på samme tid er validt som et filosofisk argument. Det er tilfældet med I Love Huckabees (2004), der nu er ude i rækken af filmperler "Festival Series". Kendetegnene for denne serie er, at filmene ”har høj kunstnerisk værdi”, mens de samtidig (eller måske derfor) har vundet både kritikere og publikum.

Miljøaktivisten Albert Markovski har oplevet en række mystiske sammentræf, som han vil have undersøgt til bunds. Derfor kontakter han de såkaldte ”eksistentielle detektiver”, der skal hjælpe ham med at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Med hjælp fra detektiverne får han mulighed for at finde frem til en kerne, hvor ud fra han kan samle verden, så han kan se, at det hele (og vi alle) basalt set hænger sammen. Men det går ikke helt, som Albert forventer, idet hans verden begynder at falde fra hinanden og blive fragmenteret. Derfor bliver mødet med den franske filosof Caterine Vauban fundamentalt for Albert. Sammen med vennen Tommy, der er miljøbevidst brandmand som cykler ud til brandene, udforsker de le force, som i denne sammenhæng – specielt af de eksistentielle detektiver – normeres som ’the dark side’. Vaubans filosofi passer meget bedre på Albert livsbane, idet han – efter at være blevet fyret fra sin egen miljøforening – ikke ser særligt lyst på livet.

Hermed er de to filosofier kørt i stilling, så argumenterne for og imod kan fremføres. På den ene side har vi de ekstremt teleologiske kausalister, der ser en indbygget sammenhæng mellem alt – en art kosmologi, der kommer tæt på zenbuddhisme eller en ekstremt dialektisk forståelse af verden. På den anden side har vi den særdeles sartreske Vauban, der – som atomisterne i det antikke Grækenland (ikke at forveksle med logisk atomisme) – har fundet ’intet’ mellem tingene. Og som hos Sartre, så er det centralt, at mennesket i denne fortolkning indbefattes af en angstfølelse, idet det har indset, at alt basalt set er meningsløs – og at vi selv er herre over vores eksistentielle valg. Altså har vi på den ene side en yderliggående meningsfuldhed og på den anden side en enorm meningsløshed som svar på ’verden gåde’. Jeg undlader at fortælle, hvem der løber af med sejren.

Dette argument, der følger Albert livsførsel, er så veludført, at vi både følger en filosofisk kamp mellem to uforenelige kosmiske fortolkninger, mens vi samtidig får serveret noget sjældent som en komedie med substans. En lignende kombination af subtil humor (dog tangerer humoren i I Love Huckabees til tider slapstick) og basal eksistentiel fortolkning finder man lignende i Bent Hamers Salmer fra kjøkkenet (2003), der også – dog uden præcis filosofitematisk sammenligning – trækker på to forskellige heste: filosofien og komedien. Specielt udmærker begge film sig ved, at de får sammenkørt en menneskelig udviklingstanke med de filosofiske argumenter, hvilket er et område, der er nedprioriteret hos en filosofihistorisk tænkende instruktør som Richard Linklater. Dette er sagt uden kritik eller præference for det ene eller det andet, men det er blot to forskellige måder at prioritere sit stof på – og skal kriteriet ”film der vinder publikum” være med, så er art kausalbinding til en karakter nok nødvendig.

Dermed er det ikke sagt, at I Love Huckabees er stilistisk intetsigende, tværtom. Filmen følger Albert ind og ud af fragmenterede fortolkninger, der dog kædes grundigt sammen med såvel komiske anslag som karakterbinding. Det er ikke nødvendigt at kende hverken zen eller Sartre for at forstå filmen, men det er centralt at være indstillet på at sine små tanketorsk kan risikere at svømme imod strømmen. Filmen er morsom, vedkommende og ikke mindst værdig i kategorien ”festival series”.


Forrige anmeldelse
« Børnehjemmet (sp. El Orfanato) ... «
Næste anmeldelse
» Amy »


Filmanmeldelser