De, der lige som undertegnede, er vokset op med TV i halvfjerdserne, vil uden tvivl kunne huske franskmænd med karakteristiske røde strikhuer, der uge efter uge udforskede jordens marineliv, floder og undervandslandskaber fra deres stolte forskningsskib Calypso. Ekspeditionerne var ledet af franskmanden Jaques-Yves Cousteau, der om nogen har ændret måden vi færdes under havets overflade på.

Cousteau startede som officer i flåden, men i løbet af sit lange liv kunne han tilføje opfinder, eventyrer, forsker, fotograf, forfatter, og filmmager til sit imponerende CV. Han er nok bedst kendt som manden, der sammen med kollegaen Èmile Gagnan udviklede SCUBA (Self-Contained Underwater Breathing Apparatus) i 1943, der for første gang gjorde dykkere i stand til at færdes frit under vandet. Kort sagt revolutionerede denne opfindelse udforskningen af verdenshavene.

Lige så vigtigt, så gav Cousteaus tv-serier og dokumentarfilm seere et hidtil uset dokument over livet under havets overflade, men samtidig var han var også blandt de allerførste, til at gøre opmærksom på de menneskeskabte elementer, der kan true dette miljø. Der kan i hvert fald ikke være megen tvivl om, at mange dykkeres første inspiration til at trække i våddragten startede i mødet med Cousteaus film.

Tre af Cousteaus dokumentarfilm i spillefilmslængde blev, for et halvt års tid siden genudgivet i nyrestaurerede versioner på DVD og BluRay og de er alle utroligt seværdige, især for de der i forvejen er bidt af en gal dykker, eller blot er fascineret af alle de ting, der gemmer sig i havets dyb.

Den første film er den Oscar ™ og Guldpalme-belønnede Den tavse verden (org. Le monde de silence). Filmen er fra 1956 og her kan man virkeligt se, at der er sket meget med såvel dykning, marineforskningen og kendskabet til de dyr, som befolker verdenshavene. Eksempelvis ser vi i filmen Calypsos mandskab fiske med dynamit, så de katalogisere hvilke arter af fisk, der opholder sig på et givent rev. Skibet kommer også til at sejle over en hvalunge, som besætningen efterfølgende ser sig nødsaget til at slå ihjel og endelig så dræber de en række hajer, som i filmen omtales som ”det dyr alle sømænd frygter”. Som amatørdykker er det også fascinerende at se dykkerne bevæge sig rundt uden BCD, den oppustelige vest, som ellers er dykkerens bedste ven.

Heldigvis er marinebiologer i dag meget mere nænsomme overfor de maritime omgivelser og mere oplyste i forhold til hvor farlig hajen i virkeligheden er. Til gengæld er undervandsbillederne lige så fascinerende i dag, som de var i 1956 og filmen giver lyst til omgående at trække dykkermasken på, for selv at få syn for de mageløse dyr, der gemmer sig i dybet. Den første film er også klart den bedste af de tre, muligvis takket være Louis Malle, der har fungeret som medinstruktør.

Den anden film hedder Verden uden sol (org. Le monde sans soleil) og viser os en anden af Cousteaus pionerbedrifter. Den handler nemlig om etableringen af en af verdens første undersøiske baser ”Conshelf II”. Basen blev bygget for at undersøge, om mennesket er i stand til at leve og opholde sig længere tid under vandet, og dykkere opholdt sig i en måned på den. Den første ”Conshelf” blev bygget på ti meters dybde nær Mareseilles i 1962 og kunne udelukkende huse to dykkere, men allerede året efter var den langt større ”Conshelf II” en realitet. Den blev konstrueret i det Røde Hav på ti meters dybde og det er livet om bord på denne base Verden uden sol dokumenterer. I filmen ser vi –lettere iscenesat for tilskueren – livet på basen og filmen følger et eksperiment hvor to oceanauter (som dykkerne kaldes) skal opholde sig en uge i en station, der befinder sig på 30 meters dybde. Det er også første gang, at der eksperimenters med at dykkerne på den laveste station indånder en blanding af helium og ilt, for at undgå de uheldige bivirkninger, som lang tids eksponering af nitrox kan medføre.

Når man ser den anden film, kan man ikke undgå at blive fascineret af dykkernes 60’er-liv ombord på den futuristisk udseende station. I filmens imponerende startsekvens ser vi den specialbyggede, ufo-lignende undervandsbåd dokke med basens hovedstation og idet vi kommer om bord, ser vi de gæve undervandsforskere deltage i forskellige aktiviteter, fra de helt mondæne hvor der ryges pibe, laves mad og udstyret gøres klar, men selvfølgelig følger vi også ekspeditioner i det omkringliggende farvand, på meget dybt vand i ubåden og ikke mindst det ganske surreelle indslag hvor en papegøje bringes om bord i en trykkoger.

Den sidste film i samlingen En rejse til verdens ende (org. Voyage au bout de monde) er fra 1976 og instrueret af sønnen Philippe. Den skildrer Calypsos dramatiske rejse til Antarktis. Ud over at skildre den store forskel, der eksisterer mellem det kliniske islandskab over vandet, til det frodige, mangfoldige liv under ishavet, fortæller filmen også om et af besætningsmedlemmernes tragiske død, om de forskellige forskningsstationer, som står efterladt tilbage og ikke mindst om den rovdrift på hvaler, der allerede i ‘76 var et stigende problem.

Filmen er måske visuelt den mindst interessante af de tre, idet meget af handlingen foregår over havets overflade. Ikke desto mindre kan man her allerede fornemme den øgede bevidsthed om vigtigheden af at passe godt på vores planet og de fantastiske dyr, som vi deler den med.

Samleboksen med Cousteaus film, er et must for alle, der er interesserede i havet, i dykning og i naturen. I det hele taget er det svært ikke at blive grebet både den nysgerrighed som forskerholdet drives frem af - hjulpet godt på vej af den poetiske måde Jaques har valgt at kommentere billeder, der vises. Selv om der er sket store forandringer i den måde udforskningen af verdenshavene foregår på i dag, et det stadig dybt fascinerende at se hvordan de første skridt i udforskningen af verdenshavene er foregået. Kort sagt – tre meget anbefalelsesværdige og seværdige dokumentarfilm.