Det var med mange bange forudanelser, at undertegnede satte sig til rette for at se The Amazing Spiderman. For her har vi med en såkaldt ”re-boot” at gøre: en betegnelse, der normalt knyttes til den handling der indebærer at tage strømmen fra en maskine eller en computer, så den kan genstarte. Det er en handling man foretager når maskineriet er gået helt i stampe. Det samme kan vel næppe siges om Sam Raimis Spiderman-film, for selv om den tredje af slagsen fra 2007 havde mange fejl, så var de to første film vellykkede filmversioner af den kendte tegneserie og derfor kan det godt undre, at Marvel vælger at starte deres franchise helt forfra og give seeren en ny oprindelseshistorie, denne gang uden Tobey McGuire i hovedrollen.

De bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme da filmen først kom i gang, for selv om man får endnu en variation af historien om hvordan den noget indadvendte teenager Peter Parker bliver forvandlet til murkravlende, netskydende superhelt, så er det gjort på en måde der både er ufatteligt underholdende, stramt fortalt og et stykke vellykket filmhåndværk. Samlet set er det lykkedes folkene bag at fange Spidey, som vi kender ham fra tegnerserierne på en langt mere vellykket måde end tidligere.

Ikke alene har Andrew Garfield både fysikken og et udseende der minder langt mere om Spiderman som vi kender ham fra tegneserierne, men filmen tager også figuren langt mere seriøst end det er set tidligere. Nuvel, dette er ikke et forsøg på at ride med på succesen fra Christopher Nolans koldstart af Batman for DC Comics, for Spidey har alle dage været en langt mere optimistisk, punch-line-leverende superhelt end Nattens Ridder har været det. Til gengæld er der blevet givet mere rum til at både Peter Parker og hans alter-edderkop bliver langt mere troværdigt og vedkommende end det var tilfældet i Raimis film.

Der er vist ikke megen grund til at genfortælle alle detaljerne fra oprindelseshistorien, for de fleste fans vil kende den til hudløshed. Alligevel har den nye film valgt at fokusere på en række andre figurer, som mange der ikke er så velbevandrede i Dikto & Lee sikkert ikke umiddelbart kan forbinde Edderkoppens oprindelse.

Først og fremmest får vi introduceret Spidermans forældre og møder allerførst i filmen Peter som en lille dreng. Han bliver, en mørk og stormfuld aften, i hast afleveret hos tante May og onkel Ben da det virker som om nogen er brudt ind på faderens kontor. Peters første kærlighed er ikke længere Mary Jane men derimod Gwen Stacy, der i forhold til tegneseriens historik var Parkers første reelle kæreste. Stacys far er politichef i byen, hvilket naturligvis gør deres forhold besværligt især da NYPD anser Spidey som en selvtægtsforbryder, i stedet for byens nyeste helt. Parker går i high school og er derfor endnu ikke startet som fotojournalist The Daily Bugle. Måske er denne fokus på ”de unge år” et forsøg på at ramme et købedygtigt Twilight-segment blandt biografpublikummet, idet der gives plads til Gwens og Peters blomstrende romance, men det gør mindre, for der bliver aldrig så meget, at det bliver kvalmt eller kedeligt at overvære, for heldigvis dukker der også en klasseskurk op, der gør hverdagen alt andet end harmonisk.

Da Peter bliver bidt af edderkoppen er det under et besøg på Oscorps laboratorier. Har arbejder selveste Curt Connors arbejder. Connors bliver i løbet af filmen – og her følger en minimal spoiler for alle de, der ikke læser tegneserier – til ”Firbenet” (The Lizard) - en af de helt klassiske skurke i Spidermans univers. Connors arbejdede i filmversionen sammen med Parkers far før dennes mystiske og tragiske død. De forsøgte at klone DNA-materiale på tværs af arter. Da Connors har mistet sin ene arm, ønsker han selvfølgelig at gro den tilbage igen, lige som firbenet er i stand til at gro en ny hale såfremt den gamle ryger af. Han udvikler derfor et serum takket være Peters hjælp, der finder farmands gamle forskningsnoter frem, og Connors forandres voldsomt både i udseende og psyke.

The Amazing Spiderman er en solid superheltefilm, der dog aldrig når på højde med storfilmen Avengers som kom tidligere i 2012. Den vil dog med garanti appellere til både gamle, trofaste fans af Peter Edderkop og til de, der først lige er ved at få øjnene op for figuren. Der er indlagt en masse fine elementer som vi fanboys sukkede efter i Raimis version, både i forhold til at skildre Parker som mere nuanceret karakter, men også i mere nørdede detaljer, som scenen der viser hvordan han konstruerer sin netskydere.

The Amazing Spiderman tager sig bragende flot ud – også i 3D - på trods af, at det er en af de mange 3D film, der ikke er optaget med det besværlige udstyr James Camerons teknikere har udtænkt. I stedet har den har fået tilført 3D effekten i postproduktionen, men det fungerer og især flyveturene gennem New Yorks gader imponerer. Historien er også spændende fortalt, så selv om man har set meget af det før, er det faktisk lykkedes filmmagerne at få det til at føles så friskt, som var det første gang man fik denne historie fortalt. Filmen er over to timer lang, men det skal man ikke lade sig afskrække af, for det giver nemlig den tiltrængte plads til at komme bag om figurerne, der behøves.

Så mens vi alle gå og venter på Batman trilogiens finale i The Dark Knight Rises, er der al mulig god grund til at skynde sig i læ for den lune sommerregn og tilbringe et par gode timer i selskab med ”nabolagets venlige edderkoppemand” – en reboot, der i retrospekt faktisk var tiltrængt.