Gyserfilm handler, som de fleste jo ved, om at pirre vore sanser, at udfordre os, at flytte, måske endda at overskride vores grænser. På mange måder er det det samme med gastronomi - så det kan måske undre, at der har været så lidt fokus på mad i gyseren, hvis man altså ser bort fra kannibaler og andre monstre der betragter mennesker som føde. Denne mangel gør filmen Bitter Feast op med, for den handler både om madlavning og om den nådesløse kritik, som mange kokke bliver udsat for.

Filmen følger primært to personer. I det ene kulinariske ringhjørne finder vi den excentriske og arrogante køkkenchef Peter Grey, der driver restauranten ”Feast”, har et kabel-tv show med samme navn og snart skal til at lancere en række isenkramprodukter med hans navn på. Med et må Peter dog se sin verden bryde sammen. Hans attitude koster ham tv-showet, som igen får sponsorerne til at trække sig og kort tid efter træder manden i det modsatte ringhjørne - madbloggeren J.T. Franks – op i ringen og giver en brutal, altødelæggende anmeldelse af hans besøg på Peters restaurant. Frank sørger altså for at der ikke længere kommer kunder i restauranten, så fra at have været en feteret og anset kok, befinder Peter sig nu i sit livs mest alvorlige krise og må derfor tage drastiske midler i brug.

Peter kidnapper madanmelderen på åben gade og fører ham til sit afsides beliggende hus. Her begynder Peter systematisk at genopdrage J.T., i et forsøg på at vise ham, at det er utroligt nemt at skrive arrige anmeldelser, men straks sværere at skabe noget fra bunden. Peters kidnapning handler ikke kun om at Peter vil lære J.T ydmyghed, det er langt mere alvorligt – hvor alvorligt bør man selv få fat i filmen for at finde ud af.

Bitter Feast er et ganske kærkomment afbræk til mange af de horrorfilm, som undertegnede modtager, for selv om den i kidnapningstemaet godt kunne minde om mange af de genrefilm, hvis primære fokus er på torturen og det spændingsforhold der opstår mellem torturbødlen og ofret, så er Bitter Feast meget mere end det. Det er nemlig en film, der i lige så høj grad handler om anmelderes evne til – muligvis uretfærdigt – at tilsvine andre folks produkter og ordenes magt.

Der opstår derfor et mærkværdigt metafelt mellem filmen og filmens anmelder, især da torturen af J.T. Walsh - som det i øvrigt er lykkedes filmskaberne at portrættere som et kolossalt røvhul, synes retfærdig langt hen af vejen. Man kan derfor som anmelder, når man konfronteres med en anden fiktiv anmelders skæbne, heller ikke undgå at reflektere over ens egen praksis, mens man ser filmen. For gud forbyde, at man på et eller andet tidspunkt har tilsvinet en tegneserieskaber, filmmager, programmør eller forfatter, så meget at netop ens anmeldelse har ødelagt hans eller hendes karriere. Af samme grund skal man måske se sig over skulderen en ekstra gang, næste gang man kryber op af kapellets hvælvinger, for der kan måske lure en arrig, kreativ person, med et indædt had til en, et sted derude.

Nu skal det, for god ordens skyld, nævnes at det i løbet af filmen viser sig, at J.T. har en grund til at være blevet den indebrændte, ondskabsfulde djævel som han er, idet vi møder ham, men hverken årsagen til dette eller udfaldet af magtkampen mellem anmelderen og kokken skal der siges mere om i dette forum – thi dette ville være en spoiler – og så er det pludselig arrige læsere der indtager rollen som stalkers.

Selv om Bitter Feast har haft en mikroskopisk budget og er skudt på ganske kort tid, er både historien, skuespilpræstationerne og kameraarbejdet glimrende. Det er en gyserfilm, der faktisk byder på noget så sjældent som stof til eftertanke, selv om dette ret beset ikke er utrolig dybsindigt. Det er også en film, der bevidst leger med sine gyserklicheer og publikums forventninger til de mest klassiske setup og payoffs.

Endelig bør det nævnes at filmen er produceret Glass Eye Pix, der også har produceret såvel Ti Wests fine film The Innkeeper / House of the Devil såvel som den finurlige I Sell the Dead, så det virker som et produktionsselskab man skal holde et vågent øje med. For selv om det er independent-film, så er fællesnævneren, at de er af langt højere kvalitet end mange af de andre horrorfilm som på månedlig basis skabes i metermål. Bitter Feast er måske ikke creme de la creme, men derimod en stor saftig bøf, der sikkert vil få både smilet, mundvandet og kuldegysningerne frem hos de fleste.