Når man sætter sig til at se den israelske gyserfilm – den første isrsaelske gyserfilm ifølge omslaget - Rabies (org. Kalevet) kunne man måske med titlen in mente forvente sig at den kom til at handle om en smitte, der bredte sig – måske ligesom det var tilfældet i Cronenbergs klassiske bodyhorrorfilm Rabid. Alternativt kunne man forestille sig en fortælling, der var centreret omkring en flok hunde der, efter at være blevet overfaldet af flagermus, ville gå til angreb på børn i bedste Cujo-stil, især når en af filmens åbningsbilleder viser en glad schæferhund, der nyder solen på ladet af en truck i fart. Rabies indfrier hverken det første eller det andet scenarie, i stedet forsøger den at fortælle en noget anderledes historie, hvor det som smitter, tilsyneladende er de medvirkendes evne, lyst og trang til at udøve vold på hinanden.

Man bør, som garvet horrorfan være vagtsom når filmens cover lover en film ”der puster nyt liv i gysergenren”, for selv om plottet i filmen måske er uligt mange andre gysere man har set, så er de delelementer, der udgør helheden langt fra nye. Vi kan i flæng nævne: unge, småliderlige mennesker, der er kommet væk fra hovedvejen. En mystisk galning, der render rundt i skoven og kidnapper folk. Politibetjente, der udnytter deres position til at være ubehagelige. En skov, som filmens eneste kulisse. Osv, osv. Kort sagt, så er der her ikke meget nyt under den blodrøde gysersol i Abrahams land.

Det som gør filmen anderledes skal findes i filmens plotopbygning. Faktisk er det ganske svært at lave et egentligt resume af handlingen, for filmen virker mest af alt som om den er sat sammen af en række karakterer, der af forskellige årsager er ude i benævnte skovområde, med hvert deres formål. En parkbetjent er sammen med sin kollega ved at tjekke at skovens rastepladser er i orden. Kidnapperen skal slæbe rundt på en bevidstløs pige mens hendes bror leder efter hende. De unge mennesker stopper op i deres bil og deler sig: de to piger ringer efter politiet og de unge mænd tager med den blodige bror ind i skoven, for at hjælpe med at finde hans søster.

Da figurernes veje krydses opstår der situationer, som stort set alle leder til voldsepisoder, ofte ganske brutale og alle med døden til følge. De enkelte figurer tegnes dog så tilpas klart op, at figurernes respektive motivationer for at ty til vold, bliver ganske tydelige – omend irrationelle - hjulpet godt på vej af de medvirkende, der faktisk alle spiller overbevisende, på nær af den lidt for overgearede, unge betjent, som både får lov til at befamle pigerne og opføre sig som en pik med kasket og pistol. Hans rolle synes, især set i forhold til den godmodige ældre betjent, at være for langt ude, men nu har nærværende anmelder – heldigvis – ej heller den store erfaring med virkelighedens israelske politi.

Filmen starter virkeligt godt ud. Den formår gennem god klipning og kameraføring at få skabt en række situationer der faktisk er ganske interessante og som kan pirre seerens nysgerrighed, til gengæld så vil man også erfare, idet man ser videre, at der aldrig gives nogle egentlige svar på hvorfor de medvirkende pludselig beslutter sig at give afkald på deres humane opførsel, bevidst at begynde at provokere hinanden så den eneste løsning synes at være en voldelig en af slagsen.

Der gives eksempelvis ingen forklaring på, hvem den mystiske kidnapper i skoven er, eller hvorfor han i første ombæring har snuppet søskendeparret. Der gives heller ingen forklaring på at den unge betjent er så dumt et svin som han er, eller hvorfor der pludselig er et gammelt minefelt midt i skoven (ud over filmens nationalitet). Måske kan Rabies, med lidt god vilje, ses som en metafor for det irrationelle i voldsgerningen, og set i som en israelsk film, være en kommentar til den meningsløse vold i området – men det er vist en subtekst man bliver nødt til at forcere over filmen for at få den til at give mening. I det store hele mister Rabies nemlig hurtigt grebet om sin præmis og sin fortælling og ender desværre med at også blive Israels første kedelige horrorfilm.