Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




The Rum Diary (120 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 20/5 2012, 19:49 af Torben Rølmer Bille

Først Puerto Rico, så Las Vegas


Først Puerto Rico, så Las Vegas

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den engelske instruktør Bruce Robinson er vist bedst kendt for sin film Withnail and I, som i visse kredse, specielt blandt anglofile, har fået nærmest kultstatus. Det samme kan siges om den amerikanske, anarkiske journalist Hunter S. Thompson, der måske bedst kendes for romanen Fear and Loathing in Las Vegas, der i 1998 blev omsat til en utrolig vellykket, morsom film af Terry Gilliam med Johnny Depp i den altoverskyggende hovedrolle som den ætersniffende gonzoreporter Raul Duke.

Som en slags hyldest til nu afdøde Hunter S. Thompson (der parentetisk bemærket tog sit eget liv i 2005 og hvis aske efterfølgende – efter eget ønske – blev fyret af sted i en kanon med Depp på aftrækkeren blev det besluttet at filmatisere Thompsons anden roman The Rum Diary, med førnævnte Robinson i instruktørstolen og Depp i hovedrollen. Det er der kommet et både underholdende og velspillet drama ud af.

Ifølge Wikipedia havde den ellers tørlagte instruktør Robinson store problemer med at komme i gang med sit manuskript til filmen, indtil han begyndte at drikke en flaske sprut om dagen. Men selv om alkohol spiller en væsentlig rolle i filmen, så bør man ikke forvente sig en lang, skæv druktur med Depp ved roret, som man så det i Fear and Loathing in Las Vegas, for handlingen i The Rum Diary er, lige som andre af Thompsons bøger, langt mere jordnær. Mange tror at Thompson var konstant på stoffer og kastede sig ud i det ene mere bizarre eventyr efter det andet, men det er ikke hele sandheden, for flere af hans bøger er hudfletninger af det amerikanske politiske system, som eksempelvis i Fear and Loathing on the Campaign Trail og mange andre. Så selv om filmen er langt fra så grænseoverskridende, bliver den heller ikke ordinær, for også i denne film finder vi en lang række skæve personager, der fungerer som herligt krydderi til hovedfigurerne.

Filmen handler om den unge journalist Paul, der i starten af 1960erne ankommer til Puerto Rico, et sted som langsomt, men sikkert er ved at blive invaderet af amerikanske turister, spekulanter og pengefolk. Han ansættes på øens eneste avis af dens koleriske redaktør, der dog straks gennemskuer at Paul både er lidt for glad for at drikke og vist heller ikke har været alt for ærlig på sit CV, men da Paul var den eneste mand der søgte stillingen, får han selvsagt jobbet.

Paul bliver hurtigt ven med fotografen Sala, der kender lokalområdet og ved hvordan man gebærder sig i denne fremmedartede del af verden. Af omveje møder Paul også den smukke Chenault som er kæreste med rigmanden Sanderson. Sanderson har store planer for Puerto Rico så for at gøre potentielle investorer nysgerrige og i et forsøg på at styre pressen, er Sanderson mægtigt interesseret i et samarbejde med Paul. Paul finder dog snarft ud af at der bag denne glamourøse verden også er en skærende kontrast i forhold til hvordan lokalbefolkningen lever deres forarmede liv udenfor feriehotellernes azurblå svømmepøle.

The Rum Diary er ikke en decideret komedie, selv om der er flere morsomme elementer i den, eksempelvis personificeret i Salas sambo Moberg (Giovani Ribisi), der er en skør, fordrukken journalist som har en forkærlighed for at lytte til Hitlers taler på pladespilleren. Filmen er i stedet både et tidsbillede, der på overbevisende vis rekreerer et øparadis fra 60erne og et romantisk drama, med sit fokus på drama og i mindre grad romantikken.

Det er fantastisk forfriskende, at opleve den altid velspillende Depp i en rolle, der ikke kræver outrere klædedragter, mærkværdig make-up eller andet som han kan gemme sig bagved og i stedet bare opleve ham som karakterskuespiller. For rollen som Paul er, til trods for dens ligheder med rollen spillede i Fear and Loathing langt mere virkelighedsnær. Han bevæger sig stadig med vanlig Depp’sk distance til alting rundt mellem filmens øvrige figurer, men han virker her både meget mere nærværende og reel end i mange af de andre roller som vi efterhånden er vant til at se ham påtage sig.

Foruden at fortælle en fin lille politisk historie om kapitalister og journalister i et ferieparadis, så synes den ligesom den førnævnte film at være en ublu hyldest til gonzo-journalistikkens urfader, for ligesom Fear and Loathing benytter også The Rum Diary sin voiceover til at gengive Thompsons egne ord. På den måde bliver Depps oplæsning af Thompsons originaltekst den stemme, der binder filmene sammen og den sidste scener i The Rum Diary synes også at pege frem mod både Fear and Loathing men måske mere direkte på Thompsons amerikanske, journalistiske livsværk. Derfor bliver The Rum Diary en film som Hunter S. Thompsonfans naturligvis skal se, men også en film der, på sin underlige uforløste vis, sikkert vil glæde alle de, der aldrig har læst så meget som et eneste af forfatterens ord.


Forrige anmeldelse
« No Reason «
Næste anmeldelse
» Supernatural Tales »


Filmanmeldelser