Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




I saw the devil (141 min.) / Atlantic Film
Anmeldt 31/3 2012, 14:22 af Torben Rølmer Bille

Skelsættende koreansk voldsorgie


Skelsættende koreansk voldsorgie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tager man instruktøren af en af de mest uhyggelige asiatiske horrofilm nogensinde - A Tale of Two Sisters (org. Janghwa, Hongryeon) og lader ham instruere en seriemorderfilm, hvor skurken spilles af manden, der havde den altoverskyggende hovedrolle i Oldboy så får man I Saw the Devil – muligvis den mest ekstremt voldsomme film, man har set de seneste mange år.

Der er sikkert de, der vil anfægte, at der har været hård konkurrence om ekstremiteterne, for film som Saw, Human Centipede eller A Serbian Film har alle konkurreret om at overgå hinanden i udpenslede voldsscener. Det kan der naturligvis være noget om, men fælles for disse film er at de har en tendens til at knække over i det groteske, absurde eller ligefremt lattervækkende overdrevne. I I Saw the Devil er der til gengæld ikke ret meget at grine af. For selv om filmen, set i retrospekt kan siges at have nogle logiske uoverensstemmelser, så ændrer der ikke ved det faktum, at vi i filmen er vidne til en lang, ubehagelig, men også sært retfærdig, torturseance.

Nu kan det måske lyde som om filmen er endnu en af de meget tidstypisk torture-porn film, a la Grotesque eller Martyrs men selv om filmen, i sin fokus på lemlæstelse og brutal vold, har en del fællestræk med disse, så adskiller I Saw the Devil sig drastisk, idet den rent faktisk har bygget en reel handling op omkring blodsudgydelserne.

Filmen starter ellers ganske uskyldigt med at vise os en pige, der helt klassisk er punkteret en vinteraften langt ude på landet. Hun sludrer fornøjet med sin mand, politiagenten Kim, i mobilen mens hun venter på at kranvognen dukker op. En skolebus stopper og ud stiger en tilsyneladende flink, midaldrende mand, der tilbyder hende at hjælpe hende med bilen, men hun er fornuftig og takker pænt nej.

I næste nu smadres bilens vindue med en hammer og slagene hagler efterfølgende ned over den kønne piges hoved. Hun slæbes blodig ud af bilen og da hun langsomt kommer til bevidsthed igen, opdager hun, at hun ligger nøgen på et ujævnt betongulv. Over hende står hendes angrebsmand og hun begynder straks at trygle for sit liv. ”Hav medlidenhed med mig… jeg er gravid… lad mig leve” klynker hun, umiddelbart før manden, uden at fortrække en mine, koldblodigt dræber hende.

Næste billede viser manden fra ryggen, hvor han tydeligvis er i gang med at partere kvinden - men hvad forekommer mest foruroligende, er den kop dampende varme kaffe, der står ved siden af morderen. Den peger på at dette bare er ren rutine, en gerning som for ham er lige så normal, som når andre mennesker udfører deres arbejde.

Da liget af kvinden findes går det naturligvis hårdest ud over Kim og kvindens far. Da faderen er pensioneret politimand beslutter han for at trække i trådene. Han finder informationer om de fire hovedmistænkte i sagen, som han straks videregiver til den toptrænede agent. Kim går nu systematisk i gang med at opsøge de potentielle mordere, for han ædes nærmest op af hævnlyst.

Da han endelig finder frem til den rigtige morder begynder filmen virkelig at tage fart, for i stedet for blot at hævne sig, begynder Kim systematisk at forvandle morderens liv til et mareridt. Hvordan dette sker, bliver man nødt til selv at se filmen for at opleve, men det kan godt afsløres, at der er tale om gennemtænkt, nøje planlagt, systematisk sadisme.

På sin efter hans konens morder får Kim øjnene op for at vores morder kender en række meget, meget ubehagelige personager, der både er lige så kyniske og sadistiske som ham selv. Idet filmen skrider frem må man derfor flere gange spørge sig selv, hvem der vitterligt er psykopat, morderen eller agenten, der går til så syge ekstremer i sin jagt på at hævn.

I Saw the Devil er på ingen måde en filosofisk film der har til sinde at diskutere hævnens virkelige væsen, men derimod en film, der blander politithrilleren med horrorfilmen i sådan en grad, at de voldsomme scener godt kan virke frastødende på selv hærdede splatterfans. Der optræder scener, der gør at man nærmest automatisk trækker vejret hårdt ind mellem sammenbidte tænder, mens man empatisk kan fornemme hvor fandens ondt det må gøre på den person, det går ud over på skærmen. Det er i scener som disse, der gør at man et kort sekund helt kan glemme, at man er vidne til vellavet fiktion. Man mindes om at gyserfilmen i særdeleshed er en genre, der når den fungerer kan påvirke seeren fysisk.

Det kræver forholdsvis stærke nerver at klare sig igennem I Saw the Devil, men har man mod på ekstreme film er det er klart oplevelse af de helt store. Begge hovedrolleindehavere spiller fortræffeligt og selv om der også er lavet plads til mere langsommelige sekvenser, har filmen en handling, der skrider frem i et adstadigt tempo især når man tænker på at filmen er Koreansk. Handslingen er akkompagneret af flot komponerede indstillinger og effekter, der er helt i top. Det er utroligt at se en så brutal film fra fjernøsten, men den nye franske bølge af gysere er muligvis ved at møde en tsunami af asiatisk brutalitet, hvis I Saw the Devil altså danner skole (som den bør). Filmen er et must for alle de, der ikke har glemt at film også kan opleves som et gedigent audiovisuelt spark i kuglerne.


Forrige anmeldelse
« Skyskraber «
Næste anmeldelse
» ID:A »


Filmanmeldelser