Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Skyd på pianisten (78 min.) Købsfilm / Atlantic
Anmeldt 1/2 2012, 20:35 af Kim Toft Hansen

Upanisk pianist


Upanisk pianist

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske nybølgeinstruktør François Truffaut har mange hovedværker. Han debuterede i 1959 med Les quatre cents coups, der på dansk fik titlen Ung flugt. Allerede det rangerer højt på lister over filmhistoriens absolutte hovedværker. Hans blot anden film Tirez zur le pianiste, som fik den danske titel Skyd på pianisten, er et endnu mere centralt Truffaut-værk, der – sammen med få andre værker – kommer til at sætte standarden for, hvordan fremtidens blandinger af høj- og lavkultur kan lade sig gøre. Det er derfor kun prisværdigt, når denne type film får en genudgivelse i dansk regi. Skyd på pianisten har netop ramt de danske gader igen. Gode film går igen!

Flere af Truffauts film er adaptioner af populær pulp, der tilsættes en smule intellektuelt krydderi, der bygger bro over det traditionelle skel mellem fin- og populærkultur. Skyd på pianisten er heller ingen undtagelse. Noget af det, som fransk film og kritik tog til sig i løbet af 50’erne, fx i Truffauts egne skriverier i tidsskriftet Cahier du cinema, var amerikansk noir. Romanen, der går forud for Skyd på pianisten, er den amerikanske forfatter David Goodis’ fire år ældre roman Down There. Plottet er rykket op med rødderne, der er placeret dybt i amerikansk hårdkogt krimi, og placeret midt i Paris.

Charles Aznavour spiller pianisten Charlie, der på den café, hvor han arbejder som musiker, opsøges af sin kriminelle bror, der er blevet viklet ind nogle problemer. Charlie hjælper ham væk, og fortællingen, der hidtil har fulgt broren, følger nu Charlie. Langsomt trækkes han ind i affæren, selvom han gør, hvad han kan for at holde sig på afstand. Klassisk noir vil det, at når disse mean streets først har berørt den enkelte, så slipper de ikke taget. Kvinder, smøger, pistoler og bagsiden af Paris bliver omdrejningspunktet for en besynderlig jagt, der – symptomatisk for noir’ens mudrede moralske billede – aldrig bliver helt klar og tydelig.

Umiddelbart er Skyd på pianisten lettilgængelig, og det uldne rygte om overintellektualisering i klassisk fransk filmtradition er skudt vidt af målet, når det handler om Truffaut. Han formår ofte, også i dette tilfælde, at fortælle relativt realistisk, men brudene med realismen bliver også tydelige undervejs. Den manglende klare tråd gennem filmen er selvfølgelig det mest oplagte, mens besynderlige jump cuts og en dominerende voice over hos Charlie også gør sit. Denne voice over er samtidig også en tyk parodi på den traditionelle fortællerstemme i amerikansk film noir.

På mange måder var Truffaut en kontroversiel skikkelse. Som kritiker blev han aldrig inviteret på Cannes-festivalen, hvor han blev kaldt for kirkegraver, fordi han ofte bogstaveligt begravede andre filmskabere. Der skulle Ung flugt til, før han blev inviteret – og prisen for bedste instruktion tog han med sig hjem. Kontroverserne fortsatte, og flere af de personer, som han havde revolutioneret filmen med, måtte se sig mørbanket. Herunder også Jean-Luc Godard. Forskellen på disse to er dog, at Godard gennem sin karriere mere og mere trak sig ind i en meget smal kunstnerisk filmtendens, mens Truffaut fastholdt nybølgens folkelige præg.

Derfor er det ikke uden årsag, at det er Truffauts film, der genudgives på stribe for tiden, mens Godard, der faktisk stadig er aktiv, lever lidt en hengemt eksistens i filmhistorien. For nyligt er det blevet til Bruden var i sort, Den falske brud og Manden der elskede kvinder som selvstændige udgivelser fra selskabet AWE. Derud over det blevet til Fahrenheit 451 og den mere omfattende Truffaut Collection, der indeholder en række af de mest centrale film fra mesteren. Nu kan vi også føje Skyd på pianisten til listen. Det er kendetegnende for alle udgivelserne her nævnt, inklusive Skyd på pianisten, at det er fine digitaliseringer, hvor billedet er smukt og skarpt. Men de er helt tandløse, hvad angår supplerende materiale. Hvorfor det skal i øvrigt være den absolut korteste version af filmen, er også uklart – den varer 78 minutter og ikke 88 minutter som angivet på bagsiden.

Filmen fortjener mere end dette. For et sikkert hovedværk i verdens filmhistorie er det uden tvivl.


Forrige anmeldelse
« Sand Serpents «


Filmanmeldelser